Star Clipper sejlskibet, stævnen.

Sejlskibet Star Clipper – et pust fra en svunden tid

Det knirker dybt nede i skroget og skibet duver stille i den lune, salte vind. De store hvide sejl er rebet og ankeret har boret sig ned i sandbunden. Ud af koøjet skimtes en grøn tropeø med hvide sandstrande omgivet af koralrev og turkisblåt hav. Solen sender sine første stråler op over Andamanerhavet, og en ny dag gryr på sejlskibet Star Clipper.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Farverne er ganske sarte. Forsigtige pasteller. Havet er blikstille og ligner et blødt foldet petroleumsblåt stykke fløjl garneret med et lille strejf af en svag lyngfarve. Lyset er helt spædt. Jomfrueligt. En øm, flirtende tropevind kærtegner min kind. Hilser mig velkommen på dækket efter en lang nat under stjernerne.

Jeg hviler armen på den blanklakerede mahogni-ræling, indstiller kameraet til solopgang og skuer ventende mod øst. Falder i staver over synet, men bliver kaldt tilbage til virkeligheden af en stikkende pjaskende lyd. En flok livlige flyvefisk pisker hastigt hen over havoverfladen og frem af erindringens gemmer dukker ord fra den gode, gamle sømandssang ”Fra Rangoon til Mandalay, ” hvor flyvefiskene boltrer sig i leg.

Solen titter frem af skystriberne som en stor orange ildkugle i horisonten. Solen står op ca. kl. 6.20 i Sydøstasien på denne tid af året – her i perioden inden østmonsunen med sine heftige regnskyl for alvor sætter ind. Dagen gryer dugfrisk i øst over Andamanerhavets vande i et væld af kulører.

 

Star Clipper set fra siden
Der hersker en helt særlig stemning af ro og langsomhed på et sejlskib – ting tager nemlig dén tid ting tar. Man kan ikke bare gøre ting hurtigt eller halvt på et skib, og denne langsomhed appellerer til mange rejsende.

Hver morgen er man vidne til, at en ny dag bliver født. Vidderne er store og horisonterne uendelige ude på havet. Udsynet er bredt, og man føler sig på en eller anden måde tættere på både himmelhvælvet, de store oceaners bankende hjerte og ikke mindst århundredes søfartshistorie.

For hvor mærker man historien og stemmerne fra en svunden tid på verdenshavene mere end på et ægte klassisk sejlskib? Ude midt på havet i Sydøstasien. Et område med en særlig rig søfartshistorie helt fra langt tilbage i tiden med krydderihandel fra Ostindien og salg af silke og kinesisk porcelæn, ikke mindst dengang i en tid, hvor der var rigtige fuldriggere til.

Man behøver imidlertid ikke at lukke øjnene og dagdrømme sig tilbage til gamle dage. Med det moderne skib Star Clipper kan alle ens vildeste drømme om oceansejlads med et rigtigt sejlskib, og alt hvad dertil hører, nemlig blive en realitet.

Mennesker med historier i rygsækken

Tjenere med kridhvidt viskestykke over armen trækker propper op af flasker med årgangsvin. En overtjener i smoking og silkerevers slentrer rundt med værdig mine og konverserer med gæsterne. Intet er overladt til tilfældighederne på Star Clipper. Det hele er gennemført ned til mindste detalje. Der er cognac til kaffen og isspande til champagnen, og på vej op til pianobaren kan du helt tilfældigt støde på en skibsdreng, der ligger på knæ og er i færd med at blankpolere messinglisterne og gelænderne langs trapperne.

Star Clipper er et luksuriøst skib, og der er ikke sparet på noget, hverken mahognipanelerne eller messingbeslagene, men stemningen er åben og afslappet. Det er folk i alle aldre, der sejler med Star Clipper, men man ser nok en overvægt af de lidt mere modne rejsende, og en betydelig del af dem er gengangere.

Man vil opleve at møde folk, der har været med en af Star Clippers skibe både tre og fire gange, og fælles for deres valg af denne ferieform er kærligheden til smukke, klassiske sejlskibe, den rolige rejseform og det helt igennem eksklusive touch, der er over skibet og hverdagen der. Man vil også kunne møde nygifte par på Honey Moon og par, hvor fyren pludselig falder på knæ og frier til sin udkårne under middagen.

 

Biblioteket på Star Clipper
Star Clipper er et luksuriøst skib, og der er ikke sparet på noget, når det kommer til mahognitræ og messingpaneler. Her er det biblioteket, hvor man kan sætte sig og nyde en drink eller læse i en bog i ro og mag.

Dét at rejse med et sejlskib gør ens ferie personlig og nærværende. Der er plads til 170 gæster og 74 besætningsmedlemmer om bord på Star Clipper. Af den grund bliver det aldrig disse glitrende  ”krydstogtsfabrikker” som de enorme sejlende ”forlystelsesparker” med flere tusinde passagerer, man ser med jævne mellemrum lægge til kaj forskellige steder rundt om i verden – også i danske havne.

På Star Clipper gør man noget så særligt som at tale sammen. Fordi man er så relativ lille en gruppe, så har man mulighed for at lære hinanden at kende. Man hygger sig sammen; mødes i pianobaren, på dækket, på øerne, når sejlene sættes, under middagen. Der bliver fortalt mangt en røverhistorie fra de syv verdenshave og beretninger om levede liv med mange rejser.

”…tilbage i ’64 da jeg var udstationeret i Singapore”

”Dengang de bombede Pearl Harbour”

”I ’56 da jeg var i the US Navy…”

Jo, der er mennesker med historier at fortælle om bord på Star Clipper. Skibet er lidt af en magnet for den slags skæbner med livserfaring, oplevelser og år på bagen. Folk kommer fra hele verden, så der er en meget international stemning. Der bliver talt alle mulige sprog om bord, men man føler sig lynhurtigt som medlem af én stor familie både med de andre rejsende og med besætningen, så snakken går lystigt over måltiderne i Dinning Room.

Med gamle søfartstraditioner i hævd

De fremmødte hæver andægtigt glasset og hilser på hinanden. Hver aften i Tropical Bar midtskibs skåles der med dagens cocktail før middagen. Det er den gamle engelske flådeadmiral Lord Nelsons skål og hyldest til livet, folket og søen.

Selvom stemningen om bord på Star Clipper er casual, så er man sig uhyre bevidst om at holde elegancen, eksklusiviteten og de fine ældgamle sejlskibstraditioner i hævd. Så som man står der på dækket med sin kulørte drink med et blodrødt cocktailbær og ananasskive på kanten, ja, så er det ikke fri andet, end at man føler sig som en vigtig del af stolt gammel søfartshistorie, selvom vi skriver 2017.

Hver dag mikses der en ny eksotisk cocktail. Det kan for eksempel være en Pina Colada, en Bon Voyage eller en Singapore Sling – som de opdagelsesrejsende i gamle dage fik i baren på det navnkundige Raffles Hotel i Singapore, når de var kommet ind fra månedlange strabadserende ekspeditioner i Borneos regnskove.

Under sejladsen, som typisk tager en uge eller 11 dage, afhængigt hvor i verden man sejler, lægger skibet til ved forskellige øer og byer. På sørejsen her i Sydøstasien har vi lagt til i Georgetown på øen Penang i Malaysia, ved øer i det sydlige Thailand og i Phang Nga bugten, hvor gigantiske limstensklippeformationer rejser sig lodret op ad vandet. Star Clipper skal i denne omgang være tre år i sydøstasiatiske farvande og blandt andet sejle til udvalgte øer i Indonesien.

 

Similan-øgruppen i Thailand
På sørejsen i de sydøstasiatiske farvande lægger Star Clipper til ved flere tropeøer – det kan både være ved ubeboede øer og i havnebyer. Her er det en af de små øer i Similan-øgruppen i Thailand.

Det er noget utroligt storslået over at sejle med et rigtigt sejlskib. Ikke bare dens majestætiske fremtoning, de store hvide sejl, de betagende omgivelser og hele dét at bevæge sig velvidende, at der er enorme dybder under kølen. Hemmeligheden er nemlig langsomheden.

Det går så smukt stille og velovervejet, for man kan ikke bare herse afsted med et kæmpe skib. På et sejlskib tager ting den tid, ting tar’. Man vugger blidt og roligt ud over havet. Det tager tid at sætte sejl og at bevæge sig fra sted til sted. Du kommer helt ned i gear og får sjælen med på en meget smuk og poetisk måde. Det giver en helt særlig ro. Ikke noget med at tæske af sted gennem ti tidszoner på mindre end et døgn i en Airbus med 900 kilometer i timen.

Nej, man rejser med tålmodighed og ynde, for ting er ikke overstået på sekunder, når det handler om at færdes på verdenshavene. Man får også en bedre fornemmelse for afstande, og forstår hvor stor havene og verden i virkeligheden er. Den oplevelse får man altså ikke i en Airbus.

På Star Clipper har man holdt fast i noget, som er enormt sjældent at opleve i dag – tiden og roen til at gøre ting ordentligt og grundigt. I vores stressede verden har vi måske kun en vag erindring om, hvordan det føles at skynde sig langsomt. Vi zapper rundt fra det ene til det andet, opdaterer på 117 sociale medier, lever foran computerskærmen og vores sjæl er i virkeligheden som en forstyrret flue i en flaske.

På et sejlskib får man langsomheden helt ind i sit system. Det får ret hurtigt rodfæste i én, for ting kan ikke gå hurtig på et sejlskib, og dét tror jeg appellerer til rigtigt mange. Man føler sig virkelig langt væk fra verdens stress, jag og postyr. Det er en helt utrolig befriende oplevelse.

At stævne ud mod nye horisonter

Der er noget i luften. Der er noget under opsejling; dét kan man tydeligt mærke. Skibsdrengene går rundt på dækket og løsner reb. Kaptajnen kontrollerer vejrudsigten en ekstra gang og kaster et erfarent blik på navigationsudstyret. Man har også en gammeldags messingsekstant om bord, hvis det skulle blive nødvendigt med manuel navigation.

Han griber sin kikkert og spejder ud over horisonten. Aflæser søkortene endnu engang. Så giver han ordre til at lette anker. En skærende maskinlyd går i gang og jern skraber mod jern. Skibet bevæger sig stille. Solen er ved at gå ned i vest i et orgie af farver. En af matroserne drejer på roret for at holde kursen.

De store hvide sejl glider op ad i ryk i masterne. Kursen er sat mod solnedgangen og som ved hver afgang med Star Clipper, bliver den græske komponist Vangelis storslåede musikstykke – temaet fra den engelske filminstruktør Sir Ridley Scotts storfilm ”1492: Conquest of Paradise” spillet.

Filmen, der er et episk drama, handler om Christopher Columbus historiske rejse til den nye verden i 1492, og man fornemmer lige med det samme suset fra svundne tider, når man lytter til dette stykke. Det er den perfekte lydkulisse, når man skal lette anker med et sejlskib. Så står man lige og mærker de små hår rejse sig i nakken af bar benovelse.

 

Udsigt til solnedgang fra Star Clipper
Det at være om bord på et sejlskib får én helt ned i gear, og så har man denne følelse af at være helt tæt på verdenshavenes bankende hjerte og udsyn til de helt store horisonter. Det er godt for sjælen.

På Star Clipper gøres der lidt af en ceremoni ud af dét at bryde op fra ét sted og sætte kursen mod et nyt. Folk samles på dækket, og det er hver gang en følelsesladet oplevelse at stå der og lytte til Vangelis og se de store sejl glide til tops i masterne. Ofte bliver der blandt gæsterne skålet i champagne, men der intenst følges med i arbejdet på broen.

Det kan selvfølgelig være al slags vejr, når ankeret lettes, lige fra den smukkeste klareste solnedgang til en salt hed blæst, der rusker i sejlene. Lyn, der flænger horisonten itu, og havet der viser tænder med hvide skumtoppe. Det er lige eventyrligt hver gang at stævne ud mod nye horisonter, for man ved aldrig helt, hvad der vil ske.

Hvad enten man letter anker fra en fjerntliggende tropeø eller fra en havneby, hvor der hilses farvel af andre skibe og nysgerrige tilskuere på kajen, så er det lige stort hver gang. Man sejler ud i mørket, ud i natten med kursen sat mod nye steder, nye solopgange og nye oplevelser. Og aldrig bliver det mere smukt og med mere stolt mine, end når man står på dækket af et ægte sejlskib.

Fakta om Star Clippers skibe

  • Star Clipper er det ene af tre skibe ejet af firmaet Star Clippers. Det største af skibene hedder Royal Clipper og er en fem-mastet fuldrigger, der fortrinsvis sejler i Caribien. Star Flyer er Star Clippers tvillingesøster og sejler mest i Middelhavet, men alle tre sejler i perioder i forskellige dele af verden. Alle tre skibe er indregistreret i Valletta på Malta.
  • Royal Clipper er en kopi af det gamle tyske sejlskib Preussen (1902,) der indtil 2000 var verdens største sejlskib indenfor handelsflåden og det eneste skib med fem master med seks sejl på hver. Herefter overtog Royal Clipper pladsen som verdens største sejlskib. Preussen kolliderede med damperen Brighton i Den Engelske Kanal i 1910 og blev bagefter ødelagt mod klipperne ved Dover, hvor den sank.
  • Star Clipper og Star Flyer, der er identiske, har hver fire master og 16 sejl – med i alt 3.400 kvadratmeter sejl pr. skib.
  • Star Clippers sejlskibe sejler for vinden omkring 80 procent af tiden på havet, men alle er de forsynet med dieselmotorer, hvis det skulle blive nødvendigt.
  • Alle Star Clippers skibe har bibliotek, bar, pianobar, souvenirbutik, pools på dækket, adgang til dykker- og snorkleudstyr, kajakker, windsurfere, og meget andet udstyr til vandaktiviteter, som er inkluderet i prisen. Maden er også med i prisen, men ikke drikkevarer, og man betaler også for eventuelle ekskursioner i land.

Anette var inviteret på krydstogtet af Star Clippers, se deres hjemmeside HER  

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *