Tranedans i Pulken

Forunderligt naturshow: Tranedans i Skåne

4.800 traner samlet et sted. I Pulken ved Kristianstad i Skåne. Et syn jeg aldrig havde drømt om at skulle opleve, og jeg føler mig meget heldig. Et er at opleve Europas største fugl så tæt på, et andet er mængden og et tredje er selve fænomenet tranedans. For traner kan faktisk danse som her på billedet.

 

Tranedans

 

Hver trane har sin helt egen dans og egne originale dansetrin. Nogle er gratiøse og yndige som balletdansere, andre grotesk morsomme, når de hopper en meter op i vejret og laver en piruette, mens de basker med deres enorme vinger. Der danses som forspil til parring, for at styrke båndene mellem de monogame fugle og deres familier, ja, selv traneunger tager dansetrin, fra de er helt små.

 

Tranedans Skåne

 

Og det er altså lige nu ved Pulken, to timers kørsel fra København, at man kan opleve de tusinder af traner og deres forunderlige tranedans. De gør holdt et par uger her på deres træk mod nord, næste stop er længere oppe i Sverige, i Hornborgasjön, hvor der kan være hele 20.000 traner ad gangen.

Men Pulken er dejlig tæt på Danmark, og hvis du alligevel holder ferie, vil jeg anbefale dig at drøne op til Vattenriket, som området hedder. Tæt på pavillonen, hvor tranerne kan betragtes, bor den danske kunstner Carl Christian Tofte, som laver de smukkeste malerier og tryk af fugle, deriblandt tranerne. Besøg ham endelig i hans atelier/galleri.

 

Carl Christian Tofte

 

Udover at være en fin kunstner, er Carl Christian også noget af en ekspert i traner. Han har blandt andet lavet hjemmesiden Trandans & tranbeteende sammen med sin kone, Jessica, og skrevet bogen Tranedans. Du kan se mere på hans hjemmeside: Carlchristiantofte.blogspot.dk. Her er også kontaktinfo, hvis du vil vide, hvornår han holder åbent i galleriet.

Læs også: Besøg i Skånes Vattenriket.

 

Carl Christian Toftes tranedans

 

Af Karen Seneca. De to øverste fotos er taget af Sven Persson. Rejseblokken var inviteret af Visit Sweden.

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *