Hotelhall i Dubai

Turist i Dubai: Indtryk og inspiration

Collage med fotos fra Dubai

Advarsel: Hvis du vil have bekræftet fordomme om, at Dubai kun kan byde på shopping og skyskrabere, er dette ikke en artikel for dig. Men hvis du alligevel er nysgerrig efter at vide lidt mere om ørken-emiratet Dubai, kan du fortsætte.

Årsagen til, at jeg indleder på den måde, er, at jeg selv har været smækfyldt med ideer om, hvad Dubai er og – frem for alt – ikke er. Men et smut derned har gjort mig bare en anelse klogere, og en af de ting jeg nu ved, er, at der er meget at opleve som turist i Dubai.

Men først lidt fakta:

  • Dubai er et ud af i alt syv emirater i Forenede Arabiske Emirater. Når man taler om at rejse til Dubai, vil det ofte være til byen af samme navn, som er hovedbyen.
  • Der bor mennesker fra hele kloden. Kun 20 procent af befolkningen er emiratier (oprindelige indbyggere), som altid benævnes ‘the locals’, når man taler om dem i Dubai. Resten er arbejdere fra Østen og Afrika samt expats fra hele verden.
  • Dubai er et monarki, og siden 1833 har det været ledet af Al Maktoum-familien. Der er ingen parlamentsvalg, og landets leder Mohammed bin Rashid Al Maktoum er samtidig vicepræsident og premierminister for Forenede Arabiske Emirater.

 

Der er seks timer og tyve minutters flyvetid fra København til Dubai, og allerede ved ankomsten er det tydeligt, at nu er man i en helt anden del af verden. Chauffører står linet op med små tavler i hænderne, hvor navnet på de passagerer de skal hente, står. Flere af dem har hvide ‘kjoler’ på og et hvidt tørklæde på hovedet holdt fast af et bånd.

Skylinen er imponerende: Skyskrabere glimter i solen, de tårner sig op langs hovedvejen og samler sig i en klump om The Dubai Mall, verdens største shoppingcenter. Og mange turister vil komme til at lægge vejen forbi det center. Dels på grund af den imponerende størrelse, dels på grund af verdens højeste skyskrabers indgang er i selve centeret, dels fordi der er meget andet at se end butikker. En kuppelformet sal rummer for eksempel et fuldkomment dinosaurskelet sådan cirka 155 millioner år gammelt!

 

Dinosaurskelet i Dubai Mall
Denne flotte fyr hedder DubaiDino, og blev fundet i USA i 2008.
Vandfald i Dubai Mall
Vandet vælter ned ad denne vandvæg, og udspringerne ser ud til at svæve. Selvom shopping ikke er min stærke side, fik jeg meget tid til at gå med at se på alt det, der ikke havde en prisseddel på.
Toppen af Abu Khalifa i Dubai
Når man skal fotografere verdens højeste skyskraber, Burj Khalifa, gælder det om at vende kameraet den ‘rigtige’ retning.

The Dubai Mall er bygget ved en kunstig sø eller en slags gigantisk swimming pool. Her kan man følge promenaden hele vejen, gå over en af broerne og udforske centrum, som  hovedsaligt består af hoteller, virksomheder og butikker. Det kan virke en anelse Las Vegas-agtigt, fordi der er så meget nyt, renskuret og pænt, men det er interessant at opleve.

Downtown Dubai
Downtown Dubai. Hver aften er der et enormt springvand med lysshow.

Men du må ikke snyde dig selv for en tur til bydelen Deira, hvor du kan tage en abra til den gamle bydel Bur Dubai. Abra er en traditionel træbåd med plads til ca. 20 mennesker, og den fører os over Dubai Creek, men ikke kun det. Den sejler os til det gamle Arabien. En bydel med et helt andet liv og lebend end i det moderne centrum. Her løber et par rollinger rundt, der laster udenlandske arbejdsmænd store træskibe, der skal til Asien med fragten, her går ældre kvinder rundt med traditionel burka (Metallignende klæde, der dækker næsetip og lidt af munden) og der sidder unge mænd og ryger vandpibe.

Båd i Dubai
En abra, der bringer dig fra en meget vestlig by til en meget eksotisk.

Vandpiber i den gamle souk i Dubai

Som turist i Dubai er der ingen ende på, hvor meget guld du kan købe... Hvis du har råd.
Der er ingen ende på, hvor meget guld du kan købe i guldsouken… Hvis du har råd.
I Emiraterne er en traditionel burka som denne. Et stykke stof, der er hærdet og bearbejdet, så det ligner metal placeret foran næse og lidt af munden. Formen ligner et stort overskæg, men forestiller en falk med vingerne bredt ud.
I Emiraterne er en traditionel burka lig denne med et stykke stof, der er hærdet og bearbejdet, så det ligner metal placeret foran næse og lidt af munden. Det forestiller en falk med vingerne bredt ud til siden, og bruges kun af ældre kvinder. (Foto: Visit Dubai)

I den gamle bydel finder du blandt andet den store moske, Dubai Museum (i byens ældste bygning), handelsarkaderne og soukerne (bazarer), et hindutempel og gamle vindtårne, som var datidens form for aircondition. Souken er et must, og selvom sælgerne ofte kalder på dig, når du passerer, er de langt fra så påtrængende som i Egypten eller Tunesien.

Det er interessant at gå rundt i souken og betragte kinesere tage tonsvis af billeder, dufte til krydderierne og glide ind og ud af de små gyder med lokale handlende, men vend også blikket den anden vej. Ja, und dig selv en gåtur langs havnen, hvor der er et virvar af arbejdere, der svedende laster eller tømmer fragtskibe på kajen. Dette er også Dubai, men et Dubai man man glemme, når man ligger på stranden eller hygger sig i et af de mange, kølige malls.

Der arbejdes i det hele taget meget og længe i byen, der hele tiden udvikler sig, og knopskyder hver eneste dag. Jeg talte med adskillige udlændinge. Europæerne fortalte om lange arbejdsdage, men også om store muligheder og et stærkt, globalt netværk, andre var der udelukkende for at tjene penge, de kunne sende hjem til familien.

Bur Dubai havnen
Myreflittige og meget svedende arbejdsmænd på kajen.
Der bygges alle steder. Dubai er en af verdens hurtigst voksende økonomier, men det er ikke de lokale, der står på stilladserne.
Der bygges alle steder. Dubai er en af verdens hurtigst voksende økonomier, men det er ikke de lokale, der står på stilladserne.

I det hele taget er Dubai en kontrasternes by. Bikiniklædte piger soler sig på stranden, du finder folk fra alle verdensdele på hoteller og i virksomheder, og burkaklædte kvinder spadserer med deres kjortelklædte mænd. Menneskerne er en attraktion i sig selv. Og de er venlige. Tal med dem. Måske bliver du klogere. Jeg talte blandt andet med en af de lokale, Mohammed. Han var virkelig træt i hovedet, fordi kone 2 led af jalousi. Ikke overfor kone 1, men overfor alle de turister, han møder. Hun ringede dag og nat for at udspørge ham, og han fortrød bitterligt giftermålet. Men det ville blive for kostbart at blive skilt, fordi de har barn sammen. Konerne havde hver sit hus, og han boede mest hos kone 1.

‘I Vesten tager mændene bare en elskerinde, hvis de bliver forelsket. De har ingen rettigheder, kan ikke arve, og hvis de får børn, har børnene ingen rettigheder. Her gifter vi os, og det betyder, at alle hustruerne (fire max. ifølge loven) har de samme rettigheder’, sagde Muhammed, som mente, at deres måde gav kvinder mere tryghed end “vores”. Tjah, sådan kan man også se på det, og det er sundt at få et andet perspektiv på tingene.

Kontrasterne er i det hele taget tydelige i hele emiratets samfund, og modsætningen mellem de lokales liv og de svedige arbejdere, som hver måned sender penge hjem til deres fattige familie, til det forkælende driverliv på et af de luksuriøse hoteller er til at føle på. Men de skal nævnes, fordi de i sig selv kan være en oplevelse værd. Her er overdådigt, især hvis man som jeg er heldig at bo på to fantastiske hoteller: Ritz-Carlton og One&Only Royal Mirage. Jeg er næsten ved at misunde mig selv, mens jeg skriver dette. Det er hoteller i absolut topklasse. Faktisk er One&Only Royal Mirage så luksuriøst, at der kommer en tjener ned og pudser solbrillerne, når man ligger på stranden. Udover at være eksklusivt, er One&Only Royal Mirage også uhyre smukt, og skulle det ske, at der opstår et godt tilbud på nettet en dag, er jeg der!

Vandflasker fra Ritz-Carlton Dubai
Ritz-Carlton: Jeg har aldrig fået serveret vand ved poolen på så elegant en måde.
Pool på Ritz
Udsigt fra mit værelse: En af Ritz-Carltons pools.
Karen Seneca ved pool i Dubai
Happy selfie på stranden… og med nypudsede solbriller.
Værelse på One Only Mirage Hotel i Dubai.
Mit skønne værelse.

Og som den sidste kontrast vil jeg nævne den smukke ørken. En kort køretur fra Dubais centrum af funklende skyskrabere fører dig nemlig lige ud i ørkenen. At sidde i sandet og se solen gå ned, er simpelthen ren lykke.

Hvis du vil vide mere…

Hvis du vil læse en glimrende blog om en dansk kvindes hverdag i Dubai, skal du klikke dig videre her Mor i udlandet. Bloggen giver også tips til turistoplevelser og kulturelle oplevelser.

Du kan læse mere om Dubai på den officielle hjemmeside: Visit Dubai og læse mit indlæg om, hvordan det er at flyve til Dubai med Emirates’ business class: Prinsessen holder fridag… på Emirates.

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret af Dubai Tourism Board

Månen går ned over Dubais ørken.

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *