Tips til din Tyrkietferie: Det skal du smage

Mmmm, tyrkisk mad! Der er ikke noget at sige til, at det tyrkiske køkken regnes for en af de bedste køkkener i verden. Jeg har nogle favoritter, som jeg vil anbefale dig at smage i løbet af din Tyrkietferie:

Baklava

Baklava er søde, små kager af filodej med hakkede nødder og sukker, sirup eller honning. De fås i mange varianter, og smager skønt til en stærk kop tyrkisk kaffe eller te. Baklava findes i hele Mellemøsten, Balkanlandene, Tyrkiet og Grækenland, og skal helst nydes varme direkte fra baklavabageren eller konditoriet.

Du kan læse mere om tyrkiske desserter og søde sager her: Søde steder i Alanya.

Iskender kebab

Denne variant af kebab er et måltid, der består af brødskiver, kød fra spid, en stærk tomatsauce samt yoghurt. Brødet nederst, så det kan opsuge væden fra kødet og saucen, derefter en bunke kød og til sidst tomatsauce samt en klat yoghurt, som prikken over i’et.

Suppe

Çorba er navnet på suppe i Tyrkiet, og tyrkerne elsker en god suppe. Der er suppecaféer, hvor man kan gå hen og få et billigt, godt måltid. Alle spisesteder har også suppe på menuen, og der er ingen grænser for variationerne. Linsesuppen er en klassiker. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Pres lidt saft fra en citron over suppen, drys med lidt chili, og du har en lækker ret.

Lahmacun

Endnu en billig og lækker ret. Fladt brød der har et tyndt dække af løg, tomater og hakket kød med krydderier. Spises med en masse frisk, bredbladet persille og citronsaft, man selv presser ud over den alt efter smag.

Pide

Pide kaldes ofte tyrkisk pizza, og princippet er det samme: Brød rullet fladt med fyld på toppen. Smagen og udførelsen er dog anderledes end italienske pizzaer. Tyrkerne former deres som en båd, og brødet er mere pita end pizzaagtigt. Fyldet er en variant af Lahmacun-fyldet, men du kan få pide i flere varianter for eksempel med og uden ost.

Ezme

Ezme kan spises til alt. Det er en finthakket salsa bestående af tomater, peberfrugt, hvidløg, løg og krydderier. Det er meget enkelt, men utrolig velsmagende. Ofte serveres ezme til brød som en apetizer på restauranter. Det samme gør Cacik, som består af revet agurk, yoghurt, mynte og hvidløg.

Sigara Börek

Filodej rullet til cigarer med fetaost, krydderier og persille indeni. En knasende, sprød himmerigsmundfuld, når de er lavet ordentligt. Börek spises som en frokostsnack eller til forret, og jo mere enkelt fyldet er, desto skønnere.

Künefe

Masser af smeltet ost tilsat pistacienødder. En lækker dessert, der stammer fra Antakya, men findes også i byer som Istanbul, Alanya og Antalya. Det består af en slags filodej, kadayıf, som er trukket i lange tråde og tilsat sirup, ost og pistacienødder. Når den serveres, er dejen knasende sprød, osten sød og nødderne hakket, så smagen træder tydeligt frem.

Salep

En mild, velsmagende drik med kaneldrys på toppen. Denne drik er lavet af noget så eksotisk som den knold, orkideer vokser fra, og især om vinteren drikkes den alle steder i Tyrkiet. Men det er egnen Kahramanmaraş, der er hovedproducent af salep-pulveret, der skal varmes op med mælk og sukker, så det bliver drikkeklart. Smagen er lidt vanilje møder risengrød-agtig, og det er værd at prøve.

Læs også:

Guide til gode spisesteder i Alanya

Tyrkiet: Vores dejlige ferie i Side

Her får du Alanyas bedste brunch

5 ting du skal opleve i Istanbul

Mudderbad for at blive smuk i Daylan

Af Karen Seneca

 

 

Kebab i Tyrkiet, noget af det, der skal smages på en Tyrkietferie

Baklava i Alanya
De er søde og sprøde, de små baklava.
Share Button

4 thoughts on “Tips til din Tyrkietferie: Det skal du smage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *