Gruppe på Mount Everest

Den dag vi gik på Mount Everest

På en klar morgen i midt november i 2013 checkede elleve af Jysk Rejsebureaus rejsende sig ud af deres hotel, og satte sig i en beskidt bus. Den skulle køre dem gennem den sidste trafik, de ville se i 13 dage og hen til indenrigslufthavnen i Kathmandu, Nepal. Sammen med dette hold var en lokal Sherpa-guide ved navn Pemba, hjælpeguiden Bishnu samt undertegnede, som fungerede som rejseleder. Vi skulle sammen på et trek mod verdens højeste bjerg. Målet var Mount Everest Basecamp.

Det var spændte ansigtsmimiker, der sås på deltagernes ansigter på turen mod lufthavnen. Disse mennesker vidste, at foran dem stod måske en af deres livs største oplevelser. Det hele skulle sparkes i gang med en af de smukkeste og farligste flyvninger i verden – langs Himalayabjergkæden mod lufthavnen Lukla, som er beliggende blandt bjerge i 2800 meters højde.

Førstedagen blev dog ikke kun spenderet på flyveturen – benene skulle naturligvis også i brug. Turen gik efter en tepause mod landsbyen Phakding, som paradoksalt nok ligger lavere end lufthavnen. En god og nem start, som blev brugt på at lære hinanden bedre at kende, at øve sig med at gå med vandrestave, camelbaks’ene og alt det andet udstyr alle havde medbragt.

Vejret viste sig fra sin bedste side hele dagen, og fra duften og lyden af skovbund og floder kunne vores deltagere længere ude i horisonten skue de sneklædte bjergtinder, vi bevægede os imod. En fantastisk førstedag på turen.

Fra min dagbog 1. dag:

”Hold nu kæft en start. Jeg kunne ikke have ønsket noget bedre. Flyet fløj næsten til tiden, en blå himmel og sol, der muliggjorde shorts. Gruppen har en med ekstremt høj moral. Jeg kan jo nærmest ikke bede om mere – håber det holder hele vejen. Fedt fedt fedt.”

Andendagen startede med tidlig morgenmad og afgang, da denne var af en helt anden kaliber end den første. Foran os stod nogle lette timer med ret fladt terræn langs Dudh Khosi floden, mens sidste del er den frygtede stigning op mod Khumbu regionens hovedstad Namche Bazaar. En fantastisk flot beliggende by, der kun har ulempen, at man skal trekke en opslidende, varm og stejl to timers tur derop.

Jeg havde på forhånd advaret gruppen om denne stigning, men de tog det alle i stiv arm, og sled sig igennem turen uden at kny. Det var her det for alvor gik op for mig, at det var nogle svært seje mennesker, jeg havde med på turen.

IMG_7376

Vi havde to overnatninger i Namche Bazaar, da kroppen skal have lov til at akklimatisere sig i forhold til højdestigningerne. Højdesyge er en væsentlig og farlig faktor, når der trekkes i Himalaya, og man tager derfor nogle forholdsregler for, hvordan man bedst muligt undviger denne alvorlige tilstand. Én af disse er indlagte hviledage som denne. Om deltagerne ville bruge udtrykket hviledag, er dog tvivlsomt.

Vi valgte nemlig at arrangere en 6 timers lang dagshike rundt til Everest View Hotel (Verdens højest beliggende hotel), landsbyen Khumjung, som blandt andet byder på kraniet fra Yetien (hvis man tror på den slags) og landsbyen Khunde, som har et hospital, der dækker hele regionen. Derudover blev der brugt tid på shopping af de sidste ting i Namche Bazaar. Denne er nemlig lidt sidste udkald, hvis man står og mangler udstyr, tøj, en ATM eller en god kop kaffe. En rigtig dejlig dag.

Det var mit mål at få indarbejdet og etableret rutiner for, hvordan jeg gerne ville have hele trekket til at fungere på disse første dage, da deltagerne her endnu hverken var synderlig trætte eller påvirket af højderne. Det lykkedes rigtig godt, og vi fik hurtigt indarbejdet, at der blev bestilt morgenmad, inden man lagde sig til at sove aftenen før, at taskerne var pakket, når man mødte ind om morgenen, og at man som det første fik opfyldt vandbeholdningerne, så der ikke skulle gøres alt for mange småstop løbende på trekket.

Derudover sørgede jeg for at briefe folk omkring, hvad de kunne forvente af næste dags trek, hvad de skulle være ekstra opmærksomme på og lignende faktorer.

Efter dagene i Namche Bazaar bevægede vi os yderligere opad i den tynde luft mod byen Tengboche, der har stor religiøs betydning for hele Everest området. I denne by ligger regionens største buddhistiske kloster, og vi benyttede muligheden til at kigge ind og overvære eftermiddagsbønnen. En altid speciel oplevelse er det at overvære mennesker, som på fuldstændig kompromisløs vis har valgt at dedikere deres liv til religion og spiritualitet.

Dagen repræsenterede desværre også punktet, hvor vores første deltager blev syg. En af vores kvindelige deltagere fik stærke mavesmerter, hvilket desværre for hende var startskuddet for en længere periode med diverse helbredsmæssige problemer. I sidste ende var hun vores eneste deltager, som ikke nåede Everest Basecamp til trods for, at hun virkelig kæmpede en indædt kamp herfor.

Fra min dagbog 4. dag:

”Hold kæft hvor det stadig bare spiller! Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig at vejret ville arte sig så godt, men ved også at det er nu det begynder at tage ved. Højderne, kulden og trekking har bare sin effekt, så håber du har nydt freden indtil videre, makker. (Navn udeladt) Maveonde kunne godt være startskuddet på en anderledes tur herfra. Kan løbe ind i adskillige nattevækninger, højdesyge, hjemve osv. Sov mens du kan, Søren, du ved ikke, hvornår du ellers får chancen.”

Frygten i ovenstående citat blev dog heldigvis ikke aktualiseret i samme grad, som jeg havde forestillet mig. Godt nok var femte trekking dag mod Dingboche dagen, hvor alle, uden undtagelse, begyndte at mærke højden. Vi krydsede de 4000 højdemeter, og da vi nåede frem til dagens mål, kunne alle deltagere mærke, hvor hovedet sidder på kroppen. Hos alle på nær en enkelt, var det dog en let hovedpine, hvilket er ganske normalt på dette stadie. Moralen for holdet var stadig tårnhøj, og efterhånden som turen forløb, blev de interne jokes flere og fællesskabets bånd stærkere. Jeg vidste, vi ville nå langt.

I Dingboche havde vi desuden endnu en akklimatiseringsdag. Denne blev delt op således, at de deltagere, som havde lyst og overskud til et dagshike kunne søge op mod toppen af bjerget Nangkar Tshang i 5600 meters højde, mens de mere trætte kunne trisse lidt rundt i byen, og ellers bruge resten af dagen på at læse, spille kort eller sove på tehuset i Dingboche.

Tehusene (små familieejede lodges) var netop overnatningsmåden, vi benyttede os af hele vejen. Ret basale i indretning; du får et værelse med en seng og et tæppe, mens toiletter er separate og fælles for alle. Skulle der være et bad, har du været meget heldig. Derudover er der et større fællesareal, som fungerer som spisested såvel som værested om aftenen. Her sidder folk og udveksler historier og erfaringer, mens de spiller kort og hygger om en stor kande sort te. Som regel befinder man sig i dette lokale, helt ind til man hopper i soveposen. Her er nemlig altid er en dejlig varm kakkelovn (der fyrer på yak afføring og kerosene), hvorimod værelserne på grund af dårlig isolation er ret så kolde.

IMG_7293

Dagen efter drog vi imod Lobuche, hvilket er en rigtig slider dag. Det er dog heldigvis også en dag med et absolut spektakulært skue af storslået natur. Desværre måtte vi samme morgen sige farvel og på gensyn til den kvindelige deltager med maveproblemer. En meget ubehagelig beslutning for mig at træffe, men jeg vidste, at det var det fornuftige og ansvarlige valg. Hun måtte blive tilbage med en af vores lokale hjælpere til at holde øje med hende.

Alle kunne på dette tidspunkt mærke højdernes effekt. Ilttilførslen til blodet og lungerne formindskes, hvilket vil sige at din krop langt hurtigere bliver træt, din puls stiger radikalt og du begynder at få sværere ved at få vejret. Her blev min opgave som rejseleder meget aktuel, og jeg sørgede for at give den fuld gas med støttende ord og holdt et skarpt blik på alle. Sammen kæmpede vi os igennem både dagen og natten uden større udfald, og igen kunne jeg ikke være mere stolt over at føre så hardcore mennesker op af de krøllede stier i bjergene. Hele vejen igennem viste vejret sig fra sin mest perfekte side.

Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle kæmpe os op mod ekspeditionens officielle mål – Mount Everest Basecamp. Denne dag er berygtet som den hårdeste og mest opslidende på hele turen. Og igen imponerede alle deltagere stort. De første tre timers gang var mod byen Gorak Shep i 5170 meters højde, hvor vi senere skulle tilbringe natten. Et nærmest urealistisk og meget barsk landskab er der på denne strækning. Kendt for at suge kræfterne ud af benene og moralen ud af sjælen. Med denne strækning overstået, fulgte turen mod Basecamp, som er lige så stejl, rå og brutal. Men gennem blod, sved og tårer (bogstaveligt talt) kæmpede alle deltagere sig derop.

Stoltheden bugnede i deltagernes bryst og ansigter, og jeg kunne ikke undlade selv at hæve brystet lidt over præstationen. 10 ud af vores 11 deltagere stod på Mount Everest Basecamp i 5364 meters højde.

Fra min dagbog 8. dag:

”Fuck det. Vi gjorde det squ. Ikke at jeg havde forventet andet, men alle forestillinger om at folk ville falde fra som fluer er gjort fuldstændig til skamme. Stolthed er en sjælden følelse, men jeg føler den på gruppens vegne og for en gangs skyld også på egne. Kæft hvor er jeg glad.”

Natten i Gorak Shep er sjældent en behagelig oplevelse, men alligevel klarede alle sig igennem uden særlig vanskeligheder. Op meget tidlig næste morgen kom tre af vores deltager, samt guiden Pemba og jeg. Vi skulle op på toppen af toppen/bjerget Kala Pattar til solopgang over Everest. Noget, som for mange står som højdepunktet for deres Basecamp trek. Selv som rutineret trekker må jeg indrømme, at denne virkelig trak tænder ud. Klokken 5 morgen, ingen morgenmad, meget begrænset ilttilførsel, barsk terræn og 400 højdemeter, der skal bekæmpes.

Det var bestemt ikke uden fysiske omkostninger, men gevinsten var det hele værd. Vi fik bjerget for os selv, og overværede den mest fantastiske solopgang over verdens højeste bjerg. Noget jeg ikke tidligere har oplevet, så føler mig ganske beæret over denne oplevelse.

Umiddelbart efter morgenmaden samme dag, påbegyndte vi nedstigningen af bjerget igen. Det er altid en mærkelig fryd at fornemme, hvordan du nærmest skridt for skridt modtager mere energi og overskud. Man kan blive helt høj på oxygen. Og det samme var tilfældet denne gang. Folk var stadig trætte, men én efter én forsvandt hovedpinerne og sidst på dagen, da vi ramte Pheriche var alle i overskud. Dette blev endnu styrket af, at vi her igen blev forenet med pigen, som desværre ikke kom med helt til toppen.

De næste par dage gik med yderligere nedstigninger til henholdsvis den charmerende sherpalandsby Phortse, tilbage til Namche Bazaar (hvor der i den grad blev taget varme bad, spist kage og drukket kaffe) og slutteligt til udgangspunktet Lukla igen. Hvad der var et langt og udmarvende trek opad var forbløffende let at gå ned igen. Og til stadighed blev helbredet bedre for hvert skridt taget.

IMG_7279

I Lukla lukkede vi eventyret med et brag af en fest på vores tehus. En stak Everest øl blev knappet op, og det slidte anlæg spillede, udover populært nepalesisk folkemusik, blandt Vengaboys og andre 90’er klassikere. Noget der øjeblikkeligt trak de ellers trætte trekkingben ud på dansegulvet. Her var vi i selskab med vores dansende sherpaguider, samt andre lokale, som var blevet tiltrukket af anlæggets lækre toner. En bedre slutning på et fantastisk og succesfuldt eventyr er svært at forestille sig.

Flyturen tilbage til Kathmandu næste dag var et par timer forsinket, men dette skal intet tage fra oplevelsen som helhed. Konklusionen er klar: Vi har som gruppe været dygtige, vi har været heldige, vi har været seje, vi har været sjove, vi har fået nye stærke bånd til hinanden. Vi har fået en oplevelse for livet.

Læs også

Jeg har fundet mit andet hjem i Nepal

Rejse i Sydindien – kontrasternes land

Spåmænd og shopping i Singapore

Link

Tekst og fotos: Søren Østergaard. Du kan læse mere om Nepal på hans blog her:

Jysk Rejsebureau Blog

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *