Vietnam

På sanselig, kontrastfuld rejse gennem Vietnam

Når man skal spise godt på ferien, er det altid en god idé at holde øje med, hvor de lokale trækker hen, når sulten melder sig. Dette tip er ret globalt, og det gælder også i jagten på de originale madoplevelser i Vietnam.

Forestil dig dette. Seks ældre mænd sidder på blå plastikstole uden for en af Hanois mange gaderestauranter. De er færdige med at spise, men diskussionen går lystigt imellem dem, og de er ikke klar til at rejse sig. Ejeren af restauranten, Do Chi Hien, har travlt og hun er et stort smil, da hun ser mændenes tomme ølglas og spørger ”En runde til?”

Restauranten hedder Ngoc Hinh. De fleste turister, der besøger Vietnams hyggelige hovedstad overser den, og besøger i stedet de charmerende fransk-inspirerede spisesteder. Men de, som lægger mærke til travlheden hos Ngoc Hinh og slår sig ned – de har netop fundet en af Hanois bedste gaderestauranter.

Stedet er familiedrevet og tilbyder både frølår med fransk inspiration, due med risnudler, kalvegryde og stegte ris. Do Chi Hien er højgravid og håber måske på, at den næste generation gerne vil være med til at føre traditionen for den gode smag videre.

Vietnam

Et indblik i den vietnamesiske mad

Når vi laver mad derhjemme, har vi ofte fokus på smagsoplevelsen, og at maden er sund. Samtidig skal den mætte i håbet om, at vi ikke får brug for at snacke (alt for meget) i løbet af eftermiddagen eller om aftenen inden sengetid. I det vietnamesiske køkken er man også inspireret af elementer som træ, metal, ild, jord og vand. Altså, de kommer ikke jord i maden, men elementerne er repræsenteret gennem forskellige ingredienser. Eksempelvis er krydderier og chili forbundet med metal.

Vietnameserne mestrer at få smagsindtrykket til at gå op i en højere enhed. Og vi er ikke i tvivl om, at den sunde, velsmagende mad må have en vigtig indflydelse for folkets levealder, som er langt højere end for naboerne i regionen.

Er du lige landet i Hanoi og sulten efter dit første vietnamesiske måltid, så kan du prøve nudelsuppen pho. Det er Vietnams nationalret og en meget populær aftensmad blandt vietnameserne. Skyl den ned med en friskbrygget pilsner. Måske har du ligefrem sat dig ved en gaderestaurant, hvor de brygger deres eget øl. For under 2 kroner per glas øl kan du hurtig få en behagelig buzz kørende.

Vietnam

Hanoi for de morgenfriske

Nu er Vietnam jo andet end fantastisk mad, selvom vi kunne blive ved med at dvæle ved historier fra køkkenerne rundt omkring i landet.

Er du tidligt oppe for at opleve byen, så kan du blive mødt af et helt særligt syn. Inden solopgang samler vietnameserne sig for at dyrke morgengymnastik. Nogle løber rundt om søen Hoan Kiem eller benytter de træningsmaskiner, som de lokale politikere har valgt at stille til rådighed udendørs nær søen. Andre samler sig i grupper for at slappe af og strække lemmerne igennem med en gang tai-chi. Du skal tidligt op og afsted for at opleve dette syn af morgenfrisk træning. Når dagen begynder at gry, og solen står op, er vietnameserne videre i deres gøremål på kontorer, restauranter og i byens butikker.

Fransk kolonistil, stammefolk og skyskrabere

En rundtur i Vietnam viser landets diversitet. I Hanoi vil du opleve tydelige referencer til den franske kolonitid. De lokale nyder en baguette til frokost, og mange huse er udsmykket med balkoner, søjler og buer.

Samtidig har byen aner, der viser tilbage til en meget tidlig kinesisk indflydelse. Dette finder du eksempelvis ved Thang Long-citadellet, der blev opført af kineserne som et fort helt tilbage i 700-tallet. Skiftende kejsere har regeret fra citadellet, og den buddhistiske lære er blevet udbredt derfra. I dag undrer det ikke nogen af de besøgende, at stedet med dets kulturelle og politiske historie er på UNESCOS verdensarvsliste.

Mod nord ude i provinsen er man ret upåvirket af buddhisme og hvilken indflydelse, kineserne har haft på landet. Her passer man sig selv og lever en dagligdag blandt ånder og natur. En af Vietnams største minoriteter bor i huse, der er bygget som på stylter oppe i bjergene. De klæder sig smukt og farvestrålende og har deres egne skikke og deres eget sprog. En anden minoritet er kendt for et være Vietnams bedste smede og medicinmænd. Hvordan dén kombination hænger sammen, ja det må man nok selv afsted for at finde ud af.

Helt i syd i Ho Chi Minh City er der en meget anderledes stemning. I byen, som nogle kender under navnet Saigon, kan du virkelig mærke, at Vietnam på en og samme tid har gamle traditioner, men også følger med udviklingen og oplever økonomisk fremgang. Ho Chi Minh City er landets økonomiske centrum, og kontrasten til den nordlige provins med sælgere til fods og transport med cykeltaxa er enorm. Her er elegante mærkevarebutikker, her er svimlende høje skyskrabere, neonskilte og småkaotisk biltrafik.

På neonskiltene i gadebilledet har både Grundfoss, Pandora og Carlsberg købt plads for at fange vietnamesernes interesse og købekraft. De danske virksomheder er nogle af dem, der virkelig har forstået Vietnams kulturelle og økonomiske værdi.

Økonomisk vækst med tigerspringsfart

Vietnam er i god fart på vej ud af fattigdommen og på vej mod at blive en af de næste økonomier med tigerspringsfart – ligesom de mere udviklede lande som Thailand, Malaysia og Filippinerne. I Danmark samarbejder vi også med Vietnam, og den danske stat har i årevis bidraget til landets økonomiske udvikling.

Vi besøger den danske ambassadør i Vietnam, John Nielsen, og han fremhæver brydningen mellem det gamle og det moderne som karakteristisk for landet:

”Det fascinerer mig, at Vietman er så sammensat. Vietnameserne er på vej ud af fattigdom, og størstedelen har i dag en mellemindkomst. Krigens aftryk er stadig at finde i dag. Men siden 1970’erne er Vietnameserne kommet mere i øjenhøjde med os i Danmark, og vores samarbejde gavner begge veje og styrker de danske virksomheders kommercielle muligheder”.

Tilbage på gaderestauranten Ngoc Hinh er det ikke tigerøkonomi, morgengymnastik eller samarbejdet med Danmark, som de seks ældre mænd diskuterer. Heller ikke ved bordet ved siden af, hvor en gruppe studerende i skoleuniform spiser deres frokost. De rejser sig hurtigt og haster videre, efter at de har spist, mens de ældre har dagen for sig og bestiller en ny runde øl.

Foto: Pixabay – Webkims og Macdongtran

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *