Dette smukke måltid serveres på Karpenhøj.

Tre skønne og forskellige oplevelser på Djursland

Fregatten Jylland i Ebeltoft er fuld af spændende historier, og byen er bare yndig med sit lillebitte rådhus og andre fine, gamle huse. I Kattegatcentret kan børn og voksne blive bidt af at se på sæler og sild, hajer og en masse fisk i friske farver. Tjek ud af den stressede hverdag og tag en timeout i Karpenhøj Naturcenters smukke omgivelser.

Faktisk havde jeg ikke tænkt, at det ville være så spændende igen at se den gamle fregat Jylland. Men der tog jeg grumme fejl. Bare at stå ved siden af dette kæmpestore træskib, som tårnede sig op med sit enorme skrog, fem dæk og høj rigning, var noget helt for sig selv. Det var vores engagerede og vidende guide med noget af en skuespiller i maven, der gjorde fregattens historie og livet ombord lyslevende på trods af, at den sejlede første gang for mere end 150 år siden.

 

 

Og som han dog kunne fortælle om fregattens deltagelse i det barske søslag ved Helgoland i 1864, mens vi besteg de smalle, stejle trapper hele vejen op til dækket og den royale kahyt.

Fregatten Jylland ligger i dok på en kunstig ø med egen havn og er et museum. Et meget levende et af slagsen. På værftet repareres året rundt mange træskibe, og her kommer også mange lystsejlere. På havnen kan man besøge den store udstillingsbygning. Frem til d. 31. oktober er her åbent hver dag fra 10 til 16, i november og frem til jul lukkes der en time før.

Ikke langt herfra kan man se masser af glaskunst på Ebeltoft Glasmuseum, og det er en helt anden, men også virkelig smuk og smagfuld oplevelse – ligesom Karens Køkken, en stor restaurant med udsigt over havnen.

 

Vildmarksgourmet

Når Karpenhøj Naturcenter i den sydlige del af Mols Bjerge selv hævder, at man her ”skaber rum og sprænger rammer” – ja, så er det helt rigtigt. Det føles som et enormt rummeligt sted, og et sted hvor man griber livet og den omliggende natur – og bruger den godt og grundigt. Her bør enhver unde sig selv nogle timer engang imellem.

Her kommer mange skoler, institutioner og firmaer for at være i naturen, bruge den, lære noget af den og bare have det godt i den. Hvad enten man skal på en guidet vandre- eller mountainbike tur, ud i havkajak, klatre i træerne, være på teambuilding kursus, nyde haven, gå ned til vandet, holde fest ude eller inde. Man kan også sagtens komme som privatpersoner.

Vildmarksgourmet

Vi havde fornøjelsen af naturformidler Karen Thingstrup, som fortalte om planter og blomster og på forskud havde sanket og samlet skønne ting til vores frokost i det grønne. Hun tilberedte legende let et sundt og velsmagende måltid og pyntede det ligesom langbordet med blomster. Det var virkelig ren idyl, og at hun elsker at være der på Karpenhøj Naturcenter og på arbejde, kunne der ikke være tvivl om.

Det, hun viste os en flig af, var det, der foregår, når man skal være ”Vildmarksgourmet”. Det kan man købe sig til for 595 kr. for seks timer, hvor man samler, snakker, laver og smager en masse god mad. Man kan opholde sig i den samiske lavvu, i den overdækkede basecamp, hygge sig om et bål og måske sove i telt eller shelter. Til store fester kan man leje pejsestuen i hovedhuset, hvis man ikke foretrækker en udendørs udgave.

Pighaj og drabeligt stunt

Kattegatcentret i Grenå er et must ikke mindst for børn. I Oceanariet med 1,5 millioner liter vand kan man se livet, som det former sig i Kattegat, hvor der faktisk også lever hajer, nemlig pighaj, rødhav, glathaj og stjernehaj. Der er også åbne akvarier og masser af forskellige fisk, f.eks. rokker, klovnfisk, mandarinfisk og mange andre. Sæler selvfølgelig også. Her kan man boltre sig med hele 250 arter fisk og dyr.

Har man mod på det, kan man faktisk købe sig til et dyk nede hos hajerne – i det rette udstyr og med fuld sikkerhed. I hajtunnelen, som man kan gå igennem, mens fiskene svømmer lige udenfor i seks centimeters afstand, får man det hele meget tæt på. Det gør hajtræneren også hver dag, når han iført waders går i bassinet til de tropiske hajer. Han har lært dem at komme helt hen og snuppe mad fra ham – og han ser ikke ud til at være bange for at blive bidt.

Han kan ovenikøbet vende dem om og holde fast, så de bliver liggende med bugen opad og bliver ’nusset’ på maven. Han ved, hvad han gør, men drabeligt ser det nu ud – og det er ikke noget, man selv skal prøve!

 

Kattegatcenteret i Djursland, foto af haj

 

Oplevelserne står i kø på Djursland, og vi nåede kun en brøkdel. Men den gav appetit på meget mere af denne vilde del af Danmark. Læs også første del af mit indlæg om Djursland: Helt vild med Djursland.

Af journalist og gæsteblogger Lissen Jacobsen

 

Det kønne rådhus i Ebeltoft.
Det kønne rådhus i Ebeltoft.

 

 

Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *