Marzcia Techaus uhyggelige møde i regnskoven

Clairvoyanten, healeren og biologen Marzcia Techau har fortalt sin fascinerende historie til Rejseblokkens Karen Seneca. Dette indlæg er et uddrag fra 1. kapitel i bogen. ‘Når ånderne banker på’ udkommer i dag på Rosinante. Læs mere her: Marzcia.dk

 

Jeg valgte ikke selv den åndelige verden. Den valgte mig. Mit første direkte møde med en åndelig energi foregik langt ude i Sumatras jungle en mørk nat. Jeg var 22 år, og var taget til Sumatra for at se et rehabiliteringscenter for orangutanger, der enten var forældreløse eller befriet fra fangenskab. Jeg rejste alene og lå og sov i en primitiv lille bungalow, da jeg drømte, at jeg kunne se mine forældre og tale med dem. En dejlig drøm, når nu de fysisk befandt sig så langt væk. Men pludselig glider den rare drøm over i et hæsligt mareridt: ’Du skylder mig dit liv.’

Jeg bliver forfulgt

Et uhyggeligt væsen med sylespidse tænder og lange kløer forfølger mig. Han ligner en blanding af en alien og klovnen fra Stephen Kings gyserfilm ’It’, og han påstår, at jeg har lavet en aftale med ham. Hvis han hjalp mig med at se og tale med mine forældre, som opholdt sig på den anden side af jorden, skulle han til gengæld have mit liv.

Jeg kan ikke huske, at jeg har lavet den aftale, men forinden har jeg netop drømt, at jeg var sammen med mine forældre, så derfor kommer jeg i tvivl. Har jeg virkelig indgået sådan en aftale? Jeg bliver vildt bange, så jeg spurter af sted i drømmen. Løber og løber og løber for at slippe væk. Væsnet er lige i hælene på mig.  Det føles som en uendelighed af angst og panik.

Pludselig vågner jeg midt i mareridtet. Jeg løber ikke, men befinder mig samme sted, som jeg lagde mig til at sove: I en seng i en primitiv bungalow midt i regnskoven i det nordlige Sumatra. Der er ikke længere nogen, som forfølger mig, til gengæld er der noget, som er mindst lige så uhyggeligt. Det er stadig mørk nat, men jeg er blevet vækket af et strålende hvidt lys, som kommer fra vinduet og lyser det lille rum op. I midten af lyset er der en sort formation, som minder om en edderkop. Så snart jeg åbner øjnene og ser på det, forsvinder det igen.

Suger energien ud af mig

Det er skræmmende i sig selv, for jeg ved, at det umuligt kan være lyst på dette tidspunkt af natten. Men det, der for alvor gør mig bange, er følelsen af kulde og mørke, som er lige bag ved mig. Det er isnende koldt, og jeg har en fornemmelse af et ufatteligt mørke, der trænger sig ind på mig, som om det vil hive al energien ud af mig. Det føles som om, at jeg bliver tappet af mørket. Samtidig prøver lyset at beskytte mig. Som om, at lyset og mørket kæmper mod hinanden, og kampen drejer sig om mig.

Jeg er skrækslagen. Jeg kan slet ikke kontrollere min krop, selv om det eneste, jeg har lyst til, er at komme ud af sengen og væk. Mine arme og ben er helt tunge, som om de er fastspændt til sengen, eller at jeg er lammet, så det eneste jeg kan, er at blive liggende i fosterstilling og mærke kulden mod min ryg og fornemme det altopslugende mørke. Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger der. Eller hvordan det lykkes for mig at bevæge mig, men på et tidspunkt får jeg kæmpet mig ud af sengen og kravler hen til døren. Den er låst.

Jeg famler hektisk med låsen for at få den op, mens mit hjerte hamrer af skræk. Jeg skal bare ud af det rum, væk fra det uhyggelige, der er derinde. Endelig får jeg døren op, og da jeg træder ud på svalegangen, forsvinder kulden med det samme.

Ånderne valgte mig

Det er stadig mørkt, så jeg tænder et stearinlys og sætter mig derude. Jeg skal under ingen omstændigheder ind i det rum, så længe det er mørkt, og jeg kan slet ikke sove. I stedet bliver jeg siddende på svalegangen resten af natten og begynder at skrive om min oplevelse for at få det ud af mit system. Og bearbejde det. Der er ingen telefon i regnskoven, så for overhovedet at føle at jeg har en form for kontakt med nogen, bliver jeg nødt til at skrive.

Det var første gang, jeg for alvor mærkede så direkte en åndelig kontakt, og det gav mig bestemt ikke mod på mere. Jeg var klar over, at det ikke bare var et mareridt, for da jeg vågnede, registrerede jeg det klare lys. Og mærkede kulden og ubehaget. Jeg kunne ikke forklare, hvad der foregik, men jeg vidste, hvad jeg havde set og mærket.

Dengang var min fornemmelse, at der havde været en form for ånd, der forsøgte at kontrollere mig. I mange år spekulerede jeg faktisk over, om jeg virkelig havde indgået en eller anden form for handel med væsenet i drømmen, og om det ville komme til at koste mit liv.

Uddrag af Marzcia Techaus bog ‘Når ånderne banker på’, som udkommer i dag d. 7. oktober på Rosinantes forlag. Fotos af Marzcia er taget af Rasmus Flindt Pedersen.

Share Button

Lignende indlæg

2 thoughts on “Marzcia Techaus uhyggelige møde i regnskoven

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *