Lene Rode

5 hurtige til ernæringsrådgiver Lene Rode

Ernæringsrådgiver og journalist Lene Rode foretrækker rejsemål med solskin, +22 grader og virkelig god mad.

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

– Jeg har boet et år i Frankrig og fem år i USA (Californien), så de to lande, og især USA vil jeg altid føle mig særlig knyttet til og længes tilbage til. Ikke mindst om vinteren. Jeg føler stadig Californien som mit andet hjem og elsker klimaet, den mexicansk inspirerede madkultur og den højloftede mentalitet.

Hvad har du altid med på din rejse?

– Kamera, gode bøger, solbriller og løbesko (udover det indlysende som tandbørste, Visakort og undertøj)

Hvad er dit bedste rejseråd?

– En klog gammel finsk rejsejournalist gav mig engang dette råd: “Når du får chancen for at spise – spis. Når du får chancen for at drikke – drik. Og når du får chancen for at gå på toilettet – gør det. Du ved aldrig, hvornår du får chancen igen.” Det er verdens bedste rejsetip, som jeg har haft med mig lige siden!

Hvilken rejse er din værste?

– Det skulle jeg tænke lidt over, for jeg ELSKER at rejse. Men det må være en All Inclusive rejse til Sharm El Sheik i Egypten for et par år siden. Dels er stedet lidt besynderligt, fordi det kun er lavet til turister og derfor virker som lidt af en kulisse. Og dels fik jeg mit livs værste madforgiftning og endte med drop i begge arme. Så det må være et af de få steder, jeg ikke har lyst til at vende tilbage til. Men vejret og selskabet var godt.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Åh, der er mange. Rejser er efter min mening det allerbedste, man kan bruge sine penge på. Jeg foretrækker rejsemål med godt vejr (solskin og +22 grader) og virkelig god mad. Mine bedste rejser har været til Mexico, Indonesien og USA, og de steder er jeg slet ikke færdig med. Men jeg drømmer også om Sydafrika, Sri Lanka, Australien og Vietnam, hvor jeg gerne vil trekke, snorkle, opleve storslået kultur, natur og spændende mad.

 

Om Lene Rode

Lene Rode er uddannet journalist og ernæringsrådgiver, og har gennem mere end 10 år specialiseret sig i sundhed, kost, motion og livsstil. Lene Rode skriver fast om sundhedsstof til bl.a. Femina, Fit Living, MOVE og IN samt blogger om sund mad på detdervirker.nu

 

Af Lone Holm. Foto: Anders Kavin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *