Om lidt er det tour tid

Tour de France magasin

Om et par uger begynder det hele. Jeg kan næsten ikke vente. Det er med forventningens glæde, at jeg ser frem til flere par uger med gysende spænding, udholdenhed og drama. Det er en tilbagevendende begivenhed, for hvert år i sommerferien er jeg og mange andre paralyseret af 22 hold og 21 etaper. Det er selvfølgelig Tour de France, jeg taler om.

Jeg er vild med det. Når man først har fået sat sig ind i grundprincipperne og hvem der er hvem-agtigt, så er det som en rullende soap opera. Der er intriger, drama og spænding krydret med nedture og sejre i verdensklasse, massestyrt, bjerge der går op i himlen og præstationer, der går over i historien.

Jeg er så heldig, at én af mine venner sendte mig det officielle Tour de France magasin, som netop er udkommet og er et samarbejde mellem TV2 Sport og Euroman. Så kan det kun være godt. Selv da jeg åbner konvolutten er det med en blanding af barnagtig glæde og forventning. Magasinet er spækket med gode artikler, fakta, historie og interviews. Og for at det ikke skal være løgn – så er der også et kort med, hvor de forskellige etaper er markeret på ruten.

Nu sidder du måske og tænker: Og hvad har det så med rejser at gøre. Ikke en disse. Ikke andet end jeg virkelig, virkelig gerne vil til Frankrig, og stå på ruten og skabe mig tosset sammen med de andre cykelentusiaster – måske endda ligefrem følge Touren rundt. Jeg skal b-a-r-e lige have det planlagt. Måske – hvis jeg går i gang nu – kan jeg nå det til næste år!

Nu er det ikke sikkert, at du er specielt begejstret for Tour de France, men måske din mand eller en af dine gode venner er – og så er det jeg bare lige vil gøre opmærksom på, at sådan et magasin gør altså stor, stor glæde, hvis man elsker Tour de France.

Af Lone Holm

Tour-blad

Share Button

En tanke om “Om lidt er det tour tid

  1. Jeg kan kun nikke genkendende til, at Tour de France er en fantastisk begivenhed. Og hvis man ikke interesserer sig for cykling, så kan man altid nyde den flotte natur, der dannerne rammerne for løbet (det er i hvert fald sådan min kæreste har det, når jeg har erobret TV’et hele juli).

    For dem der tit har tænkt på at prøve kræfter med nogle af Tourens bjerge: PRØV DET! Det er virkelig en oplevelse at cykle op ad Alpe d’Huez – især når man kender til bjergets historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *