Camilla er den ene af de to forfattere til bogen ”Toscana – Maden, vinen, kulturen og landskabet’. Hun er uddannet i statsvidenskab, og er fritidsbonde med egen produktion af vin og olivenolie på familiens landsted i Umbrien.
Hvilket land føler du dig bedst tilpas i?
– Svaret kan jo ikke være andet end … Italien. Det er ikke uden grund, at jeg nu har boet 16 år i dette fantastiske land, hvor maden, vinen, landskabet, kulturen og historien danner rammerne om en fantastisk hverdag. Selvom der arbejdes hårdt, og man har en travl hverdag, er der altid tid til at nyde de simple, enkle ting i livet og det ELSKER jeg ved Italien.
Hvad er dit bedste rejseråd?
– Husk at få dig selv med på rejsen!! Vær i øjeblikket, nyd de små og store indtryk og brug din humor, når tingene ikke lige går som planlagt … for det gør de sjældent. Et åbent sind og en god dosis selvironi åbner stort set alle døre uanset, hvor man befinder sig i verden.
Hvad har du altid med på din rejse?
– Min iPod og min kalender. Uanset hvor jeg skal hen i verden, lytter jeg til musik under rejsen, og det bliver en vigtig del af mine minder fra turen. Ofte når jeg hører en bestemt sang i radioen, kan jeg forbinde den med en særlig periode eller en særlig rejse i mit liv. Min kalender, sådan en god gammeldags sag, hvor man kan skrive en masse ting under hver eneste dag, er min vigtigste rejsefælle. Når man kommer væk fra den travle hverdag, bliver man ofte grebet af ideer og inspiration til nye projekter, og SÅ er det godt at have et sted, hvor de kan skrives ned.
Hvilken rejse er din værste?
– Jeg har heldigvis ikke haft en bestemt rejse, der kan betegnes som den værste, men generelt undgår jeg at tage på rejser, hvor jeg bruger mere tid på transport end på at nyde stederne eller destinationen.
Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?
– Uha, den er svær. Der er jo så mange pragtfulde steder i verden … men øverst på listen står nok Tanzania eller Vietnam. Naturen og den ubeskrivelige himmel i Afrika kan man aldrig få nok af, og jeg elsker ganske enkelt, at der er så højt til ‘loftet’. Omvendt trækker Vietnam med sin fascinerende historie, gæstfriheden og det skønne asiatiske køkken. Kufferten er pakket og jeg er klar til afgang!
Af Lone Holm. Foto: Riccardo Bartalucci