Umahro Cadogan elsker at tage på spiseeventyr i bl.a. New York, hvor han kan finde både fine restauranter, gadekøkkener og hyggelige, snuskede steder. Men han elsker også at dykke på blandt andet Barbados, for under vandet foregår alting i et andet tempo.
Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?
– USA kan jeg ikke komme uden om. Det er helt klart storbyerne som bl.a. New York og San Francisco. Jeg ville ikke føle mig hjemme, hvis jeg stod midt ude i Redneck Country. Men i metropolerne føler jeg mig godt tilpas. Og det gør jeg fordi, der er alt den mad, som jeg elsker. Whole Foods Market – som er en blanding af Irma og en helsebutik bare på størrelse med Bilka gange tre med indbygget slagter, fiskehandler og grøntsagsmarked. Det er et slaraffenland for mig.
Der er masser af gode restauranter af alle mulige slags med mad fra hele verden. Både meget fine restauranter, små hyggelige og snuskede steder og gadekøkkener. Det passer mig fint. Så er jeg på spiseeventyr. Der er også fede steder at træne, og man kan ikke komme uden om, at der også er nogle ret fede koncerter og natklubber, når man er i New York.
Barbados kan jeg også ret godt lide. Det er der min far kommer fra. Der er masser af fantastiske frugter og skalddyr. Hvor der er tropisk varme, og hvor jeg kan få lov at dykke – det kan jeg godt lide. Når jeg kommer ned under vandet, så bliver jeg helt roligt. Alt foregår i langsommere tempo, og der er ikke mobiler eller andet, der kan forstyrre en. Når vandet er varmt, er der skildpadder, delfiner, fisk og koraller. Det er helt genialt. Mauritius er altså også et fantastisk sted.
Hvad er dit bedste rejseråd?
– Vær klar over, at man kan spise, så man lettere overkommer jetlag. Det man skal gøre er at spise, hvad man kan kalde stenalder- eller jæger-samler-kost (nødder, kød, fisk, skaldyr, fjerkræ, vildt, grøntsager, lidt bær og frugt), og vente med at spise de koncentrerede kulhydrater til om aftenen. Man kan nemmere vende rytmen, hvis man holder blodsukkeret lavt i løbet af dagen, og får godt med protein og moderate mængder kvalitetsfedt tidligt på dagen. På den måde kan man korrigere sit jetlag.
Et enkelt glas vin må man gerne drikke om bord på flyet, men man skal ikke drikke sig fuld. Alkohol forstyrrer døgnrytmen, så hvis man svækker den undervejs, og så retter den ind, når man er fremme, er jetlagget hurtigere ovre. Når man vågner om morgenen, skal man kickstarte sin krop. Man skal op og bevæge sig, også selv om det er rigtig hårdt. Det er indsatsen værd bagefter. Koffein i fornuftige mængder er også helt OK. Altså en kop kaffe eller stærk grøn the…eller to.
Og så fylder jeg altid min iPad med bøger, så jeg har noget at læse om bord på flyet eller hvis man er forfatter, så er flyveturen altså et godt sted at skrive. Man kan jo ikke kontaktes eller forstyrres udefra.
Hvad har du altid med på din rejse?
– Der er et par ting, jeg altid har med. Jeg er jo lidt en træningsnørd. Så jeg har et sjippetorv og gymnastikringe (som man kan hænge op) med. De fylder ikke særlig meget. Og jeg har en TRX – et træningsredskab, som man kan spænde fast i en dør eller i en trappe, så man kan lave øvelser med kropsvægt – med. På den måde kan man lave styrketræning uden at have adgang til vægte. Og så har jeg altid melatonin med. Det kan man købe i USA som kosttilskud. Melatonin er et af de signalstoffer, hjernen selv laver, for at komme over i søvntilstand.
Jeg drikker jo masser af juice, men det kan jeg ikke altid gøre, når jeg er på farten. Derfor har jeg altid pulveriseret og frysetørrede grøntsager og frugt med. Det kan være rødbede, byggræs eller blåbær. På den måde kan jeg lave juice, hvis jeg bare har adgang til vand.
Hvilken rejse er din værste?
– Det er helt sikkert i 1989, hvor vi flyttede til Kina. Vi skulle flyve fra Beijing til Shanghai. Vi kunne ikke lande i Shanghai, så vi måtte lande i en lille by. I den by blev jeg rigtig syg med lungebetændelse, og jeg måtte på en heftig antibiotikakur. Da jeg lå der med feber, hoste og var rigtig dårlig, fik jeg et ret anstrengt forhold til CNN, hvor alting blev gentaget en milliard gange. Det var det eneste, jeg kunne se. Det var ikke en af mine bedste rejser.
Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?
– Jeg vil gerne op på den etiopiske højslette. Det så jeg i et program forleden, og det så smukt ud. Jeg har været i Kenya, men dette så bare så fantastisk ud. De gange jeg har været i Afrika har det været rigtig godt. Jeg har blandt andet været i Sydafrika, Kenya og på Zanzibar. Så det kunne jeg godt tænke mig.
Om Umahro Cadogan
Umahro Cadogan er ernæringsekspert, forfatter og madglad. Han er forfatter til balndt andet bøgerne ’Køkkenrevolutionen – de bedste opskrifter’ og ’Alle kvinders sundhedsguide’. Du kan læse meget mere på Umahro.dk
Læs også
Af Lone Holm. Foto: Peter Kam