Påsken er over os med alt, hvad det indebærer af æggejagter, påskeliljer og sildemadder. Og Tivoli er ingen undtagelse. I hele påskeferien kan du nemlig opleve påskestemning blandet med tivoli-magi.
Jeg tog forskud på glæderne igår sammen med to unge mennesker og nød en skøn aften i Tivoli. Det er muligt at komme på æggejagt, se på nuttede påskelam og spise sig mæt i Cakenhagens påskeflødeboller. Leder du efter forårsfornemmelser, så er Tivoli altså et godt sted at slippe ungerne løs i de sjove forlystelser og gå en tur. Her står masser af duftende forårsblomster på rad og række, mens farverige påskeæg pynter i træerne.
Der er masser af sjove forlystelser at kaste sig ud i for hele familien. Og hvis du har huset fuld af teenagere, så lyder startskuddet også til årets første fredagskoncert i aften med et brag af en fest med Scarlet Pleasure. Og melder sulten sig, så kan jeg varmt anbefale Gasoline Grill, som serverer byens bedste burger, hvis du spørger mig.
Du kan se påskens program for i dag herunder. Og så er der vidst bare at sige: Rigtig god påske – og fornøjelse!
Påskeprogram
Fredag den 8. april 2022
Kl. 11:00: Snoreklip og åbning med Columbine, Pjerrot og Harlekin
KL. 13:00, 14:00 og 15:00: Mød Rasmus Klump, Pingo og Flora, Rasmus Klumps Hus
KL. 13:00: Fiskefodring, Haven
KL. 17:00: Tivoli-Gardens Strøgparade
KL. 18:30: Den Bedragne Skrædder, Pantomimeteatret
Kl. 19:00: Into The Woods, Glassalen
KL. 19:30: She Loves You, Tivolis Koncertsal
KL. 20:00: Pjerrots Fataliteter, Pantomimeteatret
KL. 20:00, 20:45 og 21:30: Fredagsrock Quizzen, Plænen
Kl. 22:00: Scarlet Pleasure, Plænen
KL. 23:45: Åbningsfyrværkeri
Se meget mere om påske i Tivoli på tivoli.dk
Foto: Lone Holm