Bahamas: Et caribisk eventyr med masser af muligheder

Der er mange gode muligheder for at besøge nogle af de eksotiske steder i det caribiske øhav. Ét af dem er Bahamas, hvor du har mulighed for at få oplevelser og luksus på et utal af måder.

Bahamas er et af de mest udviklede steder i hele Caribien, og det kan også ses på det udvalg og den kvalitet, der er på de godt 700 øer, som udgør øgruppen Bahamas. Området var den første del af den nye verden mod vest, som Columbus opdagede, og siden da er der sket en del. Bahamas er kendt for at være højtudviklet og giver folk mulighed for et væld af aktiviteter, luksus og underholdning i høj klasse.

Ralph Häusler

For at komme til Bahamas skal man typisk have et eller to stop på vejen. Fra København vil flyvningen typisk foregå med SAS og Air Berlin med skift i Tyskland og Miami. Alt efter sæsonen vil returbilletterne ligge på omkring 5.000 kroner per person. For dem som eventuelt ønsker et par dage i Miami, kan det være værd at kigge efter billige billetter med Norwegian, der så kan suppleres med direkte billet fra Miami til Bahamas.

Fra Billund er mulighederne typisk lidt mere besværlige med lange stop, typisk med British Airways. En anden god mulighed – der typisk også er billig – er at flyve fra Hamborg, hvor det f.eks. vil være Air Canada der står for flyvningen.  Der er mange forskellige muligheder for at komme til Bahamas. Derfor er det en god ide at holde sig opdateret på f.eks. Momondo for at se, hvilke perioder der vil passe én bedst.

Gris svømmer ud for Bahamas. Foto: Lisa Larsen

Et væld af muligheder

På Bahamas er selve hovedøen Nassau. Det er her, du vil finde de fleste aktiviteter og bedste muligheder for at tage på ture til andre øer i nærheden.  Hvis man har børn med, så kan Disneys private ø, kaldet ’Castaway Cay’ være et besøg værd. Her er der et væld af aktiviteter for børn og samtidig børnevenlige strande.

En anden mulighed er at tage på delfinbesøg. Med de mange øer er der masser af udendørsaktiviteter, hvor man blandt andet kan få lov til at svømme med delfiner. Delfiner er ikke det eneste, man kan komme til et møde på Bahamas. En af de alternative, men særdeles underholdende aktiviteter på Bahamas, er ’Pig Beach’. Stranden og området har fået sit navn, idet de primære beboere er grise som man vil kunne opleve svømme rundt i vandet.

For de eventyrlystne

Udover delfiner og grise, så vil du også kunne møde et væld af eksotiske fisk i vandene omkring Bahamas. For de mere eventyrlystne, så er der også gode muligheder for at komme ned og dykke med hajer.

For dem som ikke ønsker at dykke med hajerne, så er der stadigvæk rig mulighed for at se hajer, når man er på Bahamas i tætte og sikre omgivelser. En af mulighederne er ved at tage hen til det nok mest kendte hotel i området, Atlantis Resort. Her har de et tilhørende badeland, hvor man kan tage en lukket rutsjebane ned igennem et hajfyldt bassin, og derved opleve ekstra spænding på rutsjebaneturen.

Hotel på Bahamas

Luksus og kvalitet i høj klasse

Netop Atlantis Resort er en af de mange muligheder, man har for at få en all-inklusive oplevelse med suveræn luksus på Bahamas. Selve Atlantis Resort er et stort hotel -og underholdningsområde, hvor man kan finde gode restauranter, aktiviteter og underholdning i verdensklasse.

Udover at kunne nyde god mad og afslapning, er stedet også kendt for at tiltrække store begivenheder. Dette foregår blandt andet med ’Atlantis Live’, hvor man kan opleve shows og koncerter. Det samme gør sig gældende for det store tilhørende casino, der blandt andet er vært for Pokerstars Caribbean Adventure og har masser af underholdning at byde på.

Generelt set er Bahamas grundet den høje udvikling kendt for at have mange muligheder for luksus, hvor der ingenting mangler. Dette ses også med de mange krydstogtsturister, der er i området, hvor det især er amerikanere, der besøger øen. For dem som ønsker at opleve et sted med et utal af muligheder uden at skulle tænkte over ting som logistik og sikkerhed, så er Bahamas et absolut seværdigt sted at tage hen. Udover at have mange muligheder for luksus, så er Bahamas også kendt for sin smukke natur, og med omkring 700 forskellige øer og dertilhørende vandområder, så er der gode muligheder for at opleve forskellige former for natur og tilhørende oplevelser.

Af Andrei Boghiu. Foto: Pixabay – Ralph Häusler, Lisa Larsen og Unsplash

2 tanker om “Bahamas: Et caribisk eventyr med masser af muligheder

  1. Hvor ser der dejligt ud og det lyder super skønt der.
    Ville jeg så gerne opleve og har aldrig set svømmende grise før, godt billede:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *