Det er noget af et syn, der møder én, når man træder ind i det nye Experimentarium. Den spiralformede Helix-trappe af kobber er virkelig imponerende.
Vi har glædet os, for Experimentarium har altid været én af vores favorit-seværdigheder. Det er nemlig sjovt og udfordrende for både store og små. Vi skynder os at smide vores jakker ind i de gratis aflåste skabe, så vi kan komme i gang med udfordringerne.
Vi starter på ‘Puls-torvet’, hvor man skal oprette familien, som et hold og derefter kan man afprøve forskellige aktiviteter, som får pulsen op. Vi både danser i ‘Danse-badet’ og hopper i ‘Hoppe-hegnet’. Det er nemt at oprette sig som hold, og nemt at tjekke ind til de forskellige aktiviteter. Der var mange gæster, og man skal nok forvente lidt kø.
Stranden
Vi slår et smut forbi ‘Gærcellen’, hvor man bliver klogere på mikroorganismers verden, for dernæst at besøge ‘Stranden’, hvor vi laver ringe i vandet, pumper vand fra et sted til et andet og får vand i bevægelse.
Lyslabyrinten
Lyslabyrintens lysharpe var absolut én af 11-årigs favoritter. Hver lysstråle afspiller en tone, når man rører ved den, hvilket er ret sjovt og fantastisk. Vi forsøgte selvfølgelig straks at spille klassikere som ‘Jeg har fanget mig en myg’. Det er ikke helt så nemt, som det umiddelbart lyder.
I det hele taget er ‘Lyslabyrinten’ ret sjov med fine lysinstallationer og skyggerum, hvor man kan lave hunde, kaniner og fugle på væggen.
Bobleriet
‘Bobleriet’ har altid været én af vores favorit-områder – og det er det stadig. Man bliver lidt våd. Det kan ikke undgås, hvis man kaster sig ind i kampen og puster bobler, der er næsten lige så store som én selv. Og det gjorde vi selvfølgelig.
Den interaktive biograf
I ‘Den interaktive biograf’ kommer du og din familie selv til at spille en vigtig rolle. Her får du pulsen op, når du hjælper pigen Anna med at redde menneskeheden fra en mystisk tåge. Vi nåede desværre ikke ind i biografen, så den står på vores to-do-liste til næste besøg.
Experimentarium er et fantastisk sted, og man kan sagtens få en hel dag til at gå med at udfordre sig selv og sin familie i de forskellige aktiviteter. Vi havde faktisk ikke tid nok, og nåede ikke at prøve alle aktiviteterne, så jeg vil anbefale at komme om formiddagen.
Der kan være kø ved de forskellige aktiviteter, men det gik relativt hurtigt. Vi tog en kort pause i cafeen, hvor vi fik lidt snacks og noget at drikke, men man kan købe både sandwich og burgere, hvis sulten melder sig.
Priser & åbningstider
Entré, barn (3-11 år): 115 kr.
Entré, voksen: 195 kr.
Du kan købe billetterne hjemmefra og spare både tid og penge. Læs mere H-E-R
Experimentarium holder åbent
Mandag, tirsdag, onsdag, fredag: 09:30 – 17:00
Torsdag: 09:30 – 20:00
Weekend: 10.00 – 17.00
Weekend (årskort): 09:00 – 10:00
Læs mere om de forskellige aktiviteter, åbningstider og priser på Experimentariums hjemmeside.
Eller læs artiklen: 4 fede museer, du (måske) ikke kender.
Af Lone Holm. Foto: Experimentarium – Adam Mørk og David Trood.
Billetterne til indgangen var sponsoreret af Experimentarium.