En gang om året i november afholdes Island Food Festival på Sylt. En gourmet-oplevelse i verdensklasse på Michelin-restauranter, som du ikke vil gå glip af, uanset om du er foodie eller bare gourmet-elsker. Her bliver du nemlig præsenteret for et uovertruffent program, som får munden til at løbe i vand.
Island Food Festival på Sylt løber over fire dage i november og er spækket med gode oplevelser for dig, der sætter pris på mad i verdensklasse. Jeg fik i hvert fald en oplevelse for livet en halvgrå torsdag i november, hvor jeg først spiste frokost på Relais & Châteaux Landhaus Stricker hos Holger Bodendorf og samme aften spiste på Söl’ring Hof hos Jan-Philipp Berner. To måltider på henholdsvis en 1-stjernet og 2-stjernet Michelin restaurant. Wauw, siger jeg bare!
Dag 1




Alle fire dage er fyldt med kulinariske oplevelser, kreative top-kokke og fantastiske vingårde. Jeg startede ud med Taste the Island på Severin’s Resort & Spa onsdag aften. Et fantastisk arrangement med varm atmosfære, god stemning og virkelig lækkert mad – for her var fokus på at mødes, snakke om mad og vin i afslappende rammer, fingerfood og få en oplevelse af, hvad øen kan byde på af lækkerier.
Og den tatar – oh la la – den var virkelig lækker!
Dag 2 – frokost


©rumours sylt, Laurin
Lige så hyggelig og afslappet onsdagens event var … lige så vild og uovertruffen var de to events om torsdagen. For jeg var inviteret, sammen med andre branchefolk og journalister, til en overdådig frokost på Relais & Châteaux Landhaus Stricker hos Holger Bodendorf.
Her var frokosten kreeret af legenden André Jaeger og Holger Bodendorf. Vi startede med Tandoori hummer med thai mango og avokado, som var virkelig smagfuld! Vi fik fem retter i alt. Min favorit var entrecôte af Wagyu Beef.
Alt mad var suppleret af vin fra Weingut Künstler, der er drevet af Monika og Gunter Künstler. Her dyrkes druerne i de berømte og enestående vinmarker i Rheingau, en af verdens mest berømte hvidvinsregioner. Inden hver ret fik vi en underholdende og lærerig indføring i de forskellige vine af Gunter Künstler.
Se stemningen i videoen
Dag 2 – aften
Söl’ring Hof hos Jan- Philipp Berner bød på en uforglemmelig oplevelse. Jan-Philipp er en éner. Mere indlevende menneske skal man lede længe efter! Her fik vi den smukkeste ret med rødbede. Simpelt! Og alligevel så smukt og smagfuldt. Hele middagen var kreeret sammen med Tobias Bätz, som også havde kreeret en lille ham-cheese-bikini, der var elegant, delikat og velsmagende.
Der skulle dog gå et par retter før alle mine sanser eksploderede! Aldrig har jeg smagt en havørred, som på samme tid gav mig lyst til at grine og græde. En aften med Jan-Philipp og Tobias Bätz var som at begynde en sanselig og forførende dans, man ikke havde lyst til at forlade.
Se stemningen i videoen
Aftenen sluttede med den mest delikate dessert af blandt andet profiterole, blomme, laurbær, tærte, estragon og bær. Aftenens vine var fra Weingut Fürst – Franken.
Læs også: Getaway: Ta’ på 5-stjernet gourmetophold på Sylt
Dag 3




Jeg sluttede turen af med en overdådig middag på restaurant Tipken’s by Nils Henkel. Middagen var en Six Hands Dinner med topkokke som Philipp Vogel, Nils Henkel og René Verse, mens Carolin Spanier og H.O Spanier fra Battenfeld Spanier og Kühling-Gillot stod for vinen.
Forrygende aften som forkælede alle sanser. Her fik jeg pandestegte kammuslinger og Dong Pô svinekød (Dong Pô pork belly er en klassisk kinesisk ret af langtidsbraiseret svinebryst), som næsten fik mig til at græde indeni. Alle sanser var stimuleret. Virkelig forrygende!
Se stemningen i videoen
Hvis du er foodie eller gourmet-elsker, så er det absolut værd at besøge Island Food Festival på Sylt. Du får masser af gode og memorable stunder med mad og vin i verdensklasse.
Forsidefoto: ©Axel Steinbach – Island Food Festival 2025 og ©rumours sylt, Laurin
Jeg var inviteret af organisationen bag Island Food Festival herunder Severin’s Resort & Spa
