Frida Kahlo, Selvportræt med aber, 1943. The Jacques and Natasha Gelman Collection of Mexican Art. Courtesy the Vergel Foundation and the Tarpon Trust © 2013 Banco de México Diego Rivera, Frida Kahlo Museums Trust, Mexico, D.F. / billedkunst.dk
Der er ikke noget bedre end at smutte ind i varmen, og se på kunst på en råkold søndag. Og det var lige netop hvad jeg og en veninde gjorde i weekenden. Vi havde længe talt om, at vi skulle se udstillingen Frida Kahlo – Et liv i kunsten på ARKEN, og i søndags havde vi endelig begge et hul i kalenderen. ARKEN er en god oplevelse med både inspirerende og provokerende udstillinger, god mad og smuk udsigt.
Stærk kvinde, stærk kunst
Frida Kahlo var en selvstændig og stærk kvinde, der har inspireret – og stadig gør det – mange mennesker verden over. Både gennem hendes stærke personlighed, som kvinde og som kunstner. Mine forventninger til udstillingen var meget høje – og blev stort set indfriet.
Jeg var meget betaget af hendes værker både selvportrætterne og de tegninger, som hun blandt andet har tegnet med sin fod! Vi fik lang tid til at gå med at studere de smukke selvportrætter, for de er fyldt med detaljer og små finurligheder, som man måske ikke ser ved første øjekast. Vi læste også med stor fornøjelse hendes historie – fulgte tidslinjen over hendes liv – og slubrede det hele i os. Også værkerne som hendes mand Diego Rivera har lavet var betagende.
Du kan nå det endnu
Hvis man har set filmen ‘Frida’ med Salma Hayek i hovedrollen er man godt klædt på, men udstillingen kan sagtens ses uden nogen form for forhåndskendskab til kunstneren. Den er fint sat op og giver mening, så man til sidst står med en samlet viden og indsigt i den mexicanske malers liv både personligt og kunstneristisk. Hvis der skal være et men, så er det et meget lille ét. Man kunne have ønsket sig lidt flere værker af Frida Kahlo og lidt færre af hendes mand, Diego Rivera.
Udstillingen ‘Frida Kahlo – Et liv i kunsten’ kan varmt anbefales, men du skal skynde dig, for den løber kun frem til den: 12. januar 2014 på ARKEN. Indgangen koster 95 kroner for en voksen.
Provokerende Hirst
Udover udstillingen ‘Frida Kahlo – Et liv i kunsten’, så vi også et par af de øvrige udstillinger bl.a. ‘En køn historie’ en udstilling om køn inspireret af udstillingen ‘Frida Kahlo – et liv i kunsten’ samt værker af Damien Hirst.
ARKEN modtog i 2011 en donation fra ‘The Merla Art Foundation’ på i alt otte værker af den verdensberømte britiske kunstner Damien Hirst, hvis værker rejser eksistentielle spørgsmål til menneskets position i tilværelsen. Og det skal jeg da lige love for. Udover de donerede værker indeholder udstillingen også to af kunstnerens hovedværker, som ARKEN har lånt i et år, blandt andet værket ‘Kærlighedens paradoks (overgivelse eller autonomi, adskillelse som en forudsætning for forening)’, som viser forkroppen af to køer i hver sit akvarium fyldt med formaldehyd.
Det skabte indre uro i mig, for hvad er det lige kunstneren forsøger, at fortælle mig. Jeg kom umiddelbart til at tænke på dyrevelfærd og egentlig ikke så meget andet. Det er temmelig ubehageligt at se en ko skåret midt over og udstillet i en glasboks. Og jeg får lyst til at sige: Det er (bip) noget underligt noget Damien Hirst har gang i!
Du kan selv vurdere, hvad du synes. Udstillingen er fortløbende. Indgang til ARKEN koster 95 kroner for en voksen.
En god oplevelse
Alt i alt er ARKEN et fremragende museum. Udover inspirerende (og provokerende) udstillinger spiste vi også en meget lækker frokost i restauranten, mens vi nød solnedgangen over havet. Maden var frisk, vellavet og smagte fantastisk. Prisen var rigtig fin i forhold til kvalitet. 135 kroner for en frokosttallerken. Et besøg på ARKEN kan varmt anbefales.
Af Lone Holm
Læs mere
Du kan læse meget mere om de forskellige udstillinger, og hvor længe de løber på ARKEN
Åbningstider
Tirsdag-søndag 10-17
Onsdag 10-21
Mandag lukket