Theis Molin
5 hurtige

5 hurtige til filminstruktør Theis Molin

Filminstruktør Theis Molins værste rejse var under optagelserne til hans seneste dokumentarfilm ‘En chokerende rejse’ i Syrien.

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

– Jeg er heldig at have et job, hvor jeg møder en masse spændende mennesker, og hvor jeg oplever en masse, som man normalt ikke ville. Nogle af de bedste rejseoplevelser, jeg har haft, er med kunstneren Kristian Hornsleth, fordi det er med kort varsel. Han spørger pludselig, om jeg vil med til f.eks New York og Sao Paolo i 14 dage, og så møder vi store kunstnere og forskere, går på fede restauranter eller til vilde modemesser. Det er fanme sjovt.

Når jeg rejser privat er det typisk lidt længere rejser. Vietnam er helt utrolig (og hele sydøstasien). Der er en utrolig imødekommenhed og få aggressioner i forhold til de fleste andre steder på den her klode.

Hvad er dit bedste rejseråd?

– Kom i kontakt med de lokale. Der findes flere forskellige apps, hvor du kan finde de lokales tips til spisesteder og alternative seværdigheder. Blandt andet app’en ‘Afar’. Download også apps med kort, så du ikke bruger de dyre roaming priser. Hvis man har mod på det, kan man også bruge couchsurfing, så møder man nye mennesker, og er med det samme inde i lokalmiljøet. Man kan også bruge latestays.com, som er fede hoteller til lave priser f.eks. helt eksklusive luksus resorts. Det er fedt.

Hvad har du altid med på din rejse?

– Jeg rejser let og praktisk. Alt hvad jeg har brug for, skal kunne være i én taske. Jeg rejser meget i forbindelse med mit arbejde, så min baggage skal kunne gå i kabinen, så jeg ikke skal vente på den. Jeg har altid universelle stik med, som kan alt i hele verden. Jeg har sjældent min computer med, for jeg kan ofte klare mig med min telefon. Hvis jeg mangler noget undervejs, så køber jeg det. Det vigtigste er en tandbørste og en god deodorant. Men altså travel light.

Hvilken rejse er din værste?

– Min tur til Syrien. Alt hvad der kunne gå galt, gik galt. Vi kørte ind mod Aleppo, hvor vi blev bombet af Assads styrker, og senere blev en del af en vanvittig våbensmuglerkortege. Jeg kunne ikke slippe ud. Vi var kun fanget i 24 timer, men jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Det var bare fuck, og på det tidspunkt er jeg parat til at gå ud af Syrien. Det skal jeg aldrig, aldrig nogensinde prøve igen. Jeg fandt ud af på den hårde måde, at jeg ikke er en krigskorrespondent. Det var forfærdeligt, men samtidig fik jeg lavet en meget vigtig og stærk dokumentarfilm med et vigtigt budskab.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Jeg vil gerne til New Zealand og Sydafrika. Og så vil jeg i fremtiden gerne have en lille hytte ved et fiskerleje i Italien.

 

Om Theis Molin

Theis Molin er filminstruktør og producer. Han har blandt andet produceret ‘Lost Inside a Dream: The story of Dizzy Mizz Lizzy’, ‘MEW – live in Copenhagen’, ‘En lille pose støj – live dvd med Kim Larsen og Kjukken’ og senest dokumentaren ‘En chokerende rejse‘, som blev vist på DR2.

På nuværende tidspunkt er Theis Molin i gang på 4. år med en dokumentar om multikunstneren Kristian Hornsleth. Her kan du se en forsmag på Hornsleth Deep Storage Project.

 Af Lone Holm. Foto: tmfilm
Share Button
Avatar

Journalist & blogger på Rejseblokken. Jeg er uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet, og har blandt andet arbejdet som journalist på Femina, B.T. og Berlingske. Til daglig arbejder jeg blandt andet med content marketing i et bureau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *