Skallerup Klit

Nordjylland: Familieferie i yderste klitrække

I Skallerup Seaside Resort står feriebuffeten på vind i håret og ro i maven. Samt masser af aktiviteter for hele familien. Vi har besøgt feriecentret på toppen af Danmark, der lige om lidt kan fejre 70 års jubilæum som ferieby. Stedet, hvor danskere i generationer har kunnet koble fra og lade op.

Vestenvinden rammer os uden varsel i ansigtet. Det er tusmørkt, men vi kan stadig ane Vesterhavet, der frådende sender hvide skumtoppe mod kysten, der kvitterer med brusende white noise fra brændingen, knækket hvor vand og land mødes. Vi smækker bildøren bag os og lader blikket glide over konturerne af et forblæst landskab, inden vi sætter kurs mod feriehuset, der de næste fire dage skal danne rammen om familiens power break langt væk fra storbyens puls. Og mens vinden rusker i skorstenen, pakker vi sutsko, brætspil og familiehyggen ud. I ly for den rå natur, der er den største attraktion på disse kanter.

Skallerup Klit
Skallerup Klit: Der er ikke langt fra koldt gys til varm sauna

Om morgenen har stormen lagt sig. Og efterladt et stille spejl på gårsdagens oprørte vand. Ved Sansesaunaen står en håndfuld morgenfriske gæster iført morgenkåber og slåbrok, klar til turen i den traktortrukne vogn Hav-expressen og dagens første dukkert. Vognen bumper over terrænet, mens de fåmælte passagerer gør sig klar. Efter et par minutter i det kolde hav fortsætter vinterbaderne til den mobile sauna, Havsaunaen, på toppen af klitten, hvor koldt gys afløses af varme, velvære og røde kinder.

Aktiviteter for alle

Feriebyen Skallerup Seaside Resort ligger i yderste klitrække på Jyllands skuldre og er så småt ved at vågne. De første familier med friske børn bevæger sig – som ferierende familier i årtier før dem – i retning af hovedbygningen, hvor de om lidt tager hul på dagens mange aktiviteter.

Indenfor har de mindste børn for længst tørret søvnen af øjenkrogen og er godt i gang med at udforske det gigantiske, flere-etagers legeland, der er hjertet i aktivitetscentret. Her hoppes, gynges, løbes og leges tagfat, mens glade hvin fylder rummet, og forældre fylder mere kaffe i koppen i hvile-området.  

I værkstederne ved siden af legeborgen er larmen mindre og koncentrationen stor. Børn og forældre med tungen lige i munden sætter perler på snor, assisteret af kyndig vejledning fra et venligt og hjælpsomt personale. Andre har travlt med stoftryk, stenslibning eller sæbeproduktion – eller én af de mange andre aktiviteter på programmet.

Her er alle de aktiviteter, et kreativt hjerte kan begære. Fra bolschekogning, t-shirtmaling og smykkeproduktion til fremstilling af cremer, scrubs og duftlys. Tempoet er stille og fokuseret. Er der større børn og teenagere i selskabet, der vil have mere fart over feltet, kan man i stedet prøve kræfter med sig selv og sine nærmeste på de tilhørende bowling- og badmintonbaner, i fitnesscentret, på klatrevæggen eller i det tropiske badeland.

Skallerup klit
Du kan tage på rideture på islandske heste langs stranden. Foto: Skallerup Klit

Er vejret godt, kan man boltre sig på den udendørs legeplads og de tilhørende sportsbaner – og har du gode ben, kan du hoppe en tur på cyklen ad de mange cykelstier beregnet til både mountainbikes og almindelige cykler. Eller hvad med en rask gåtur til Dyregården, en skøn gård med dyrehold, der blandt andet tæller kaniner, geder, grise, æsler og råvildt.

Gården har også et ridecenter, hvor man bl.a. kan tage med på rideture på islandske heste langs stranden eller i den nærliggende plantage, mens helt små børn kan få trækture på centrets kavaleri af Shetlandsponyer.

Skallerup Klit
Skallerup Klit: Gåturen til Dyregården byder på smuk natur i kuperet terræn. Turen kan også klares ad bagvejen med bil.

Ferie i generationer

Der er nok at tage sig til på Skallerup, der gennem tiden har knopskudt og føjet nye aktiviteter til. Her i maj er det 70 år siden Skallerup byggede de første barakker midt i Vendsyssels uspolerede natur og inviterede dansken fra det ganske land på ferie ved Vesterhavet.

Stauning havde år forinden sørget for ni dages lovpligtig ferie til alle, og til start var det derfor primært Hr. og Fru Danmark, arbejderne og folk fra stenbroen, som søgte mod Skallerup. Her kunne man få lys, luft og saltvand på kroppen, og Feriebyen Skallerup Klit blev hurtigt kendt som en feriedestination for det arbejdende folk. På det tidspunkt var det dog udelukkende en sommerdestination.

Læs også: Rejseblokken anbefaler gratis oplevelser i Nordjylland

I dag er Skallerup Seaside Resort et topmoderne feriecenter med 282 ferieboliger, stadig med en placering direkte ud til det brusende Vesterhav. Her er godt med plads og højt til både loftet – og til himlen. Selv i højsæsonerne, hvor der kan være op mod 1.500 gæster, føles stedet på ingen måde trængt.  Skallerup er med de mange fristende faciliteter under tag et helårsferiecenter og oplagt feriemål, hvad enten solen skinner, eller det regner og sner. De oprindelige og simple barakker er for længst skiftet ud med helårsisolerede feriehuse, og der er masser af aktiviteter på programmet. Selv også i vinterhalvåret, hvor vejret kan være tvivlsomt.

Skallerup Klit
I Romulus spa & wellness kan du hengive dig til velvære for krop og sjæl. Foto: Skallerup Klit

Velvære i klitterne

En af de virkelig, virkelig behagelige faciliteter ved Skallerup Seaside Resort er uden tvivl Romulus spa & wellness, hvor voksne gæster kan hengive sig til velvære for både krop og sjæl. Her i de terapeutiske bade, med behagelige temperaturer på op til 38 grader og en kulisse af søjler og rindende fontæner, virker livet vægtløst. Og det er nemt at fortabe både krop og sind i en verden af nydelse og selvforkælelse. Akkurat som det antikke Rom.

Her er termalbade, dampbade, saunaer og en bred pallet af kropsbehandlinger til ethvert temperament. Aldersgrænsen er min. 16 år, men hver tirsdag aften og flere formiddage i skolernes ferieperioder bydes også børnefamilierne velkommen til varme og velvære i Romulus.


5 tips om Skallerup Klit

Romersk velvære i klitterne

Mens mange aktiviteter er gratis for gæster i Skallerup Seaside Resort, er der en entré på adgang til spa’en, der giver dig fri adgang til:

  • 4 termalbade på hhv. 28º, 34º, 36º og 38º
  • Koldtvandsbad 8º og udendørs varmtvandsbassin
  • Sauna, dampbade, sansesauna og gus
  • Hvileområde og vandmassage
  • Frisk frugt, saft og vand ad libitum
  • Lån af badekåbe, badesandaler og håndklæde.

Prisen for boende gæster er 180 kroner, øvrige gæster 280 kroner/lørdag 360 kroner.


Uden mad og drikke

… dur helten ikke. Heldigvis er der masser af gode spiseoplevelser at få, blandt andet i den nye restaurant, der serverer en lækker á la carte menu med inspiration fra det franske køkken og tilberedt med gode danske råvarer eller i Deli’en, der altid er klar med lækre retter, enten til at spise på stedet eller som to go. Derudover har SPAR Supermarkedet alle de dagligvarer, du har brug for.


Fri adgang

Som gæst har du fri adgangtil vandland og svømmehal med sansesauna og saunagus, fitnesscenter, , indendørs legeland og udendørs legepladser med bl.a. skaterbane, dyregård og flere aktiviteter i sportshallerne.


Find det på app’en

Med Skallerup app’en i hånden har du nem adgang til at se og booke aktiviteter online. Og med de virkelig mange aktiviteter, der er i ugens løb, vil du klart sætte pris på dette nemme hjælpemiddel, der i øvrigt også sørger for at de ekstra aktiviteter, du selv skal betale for, bliver lagt på regningen.  


Vidste du at …

Skallerup startede i 1946 som flygtningelejr for tyskere, der var flygtet fra krigen. Først i 1949 blev Skallerup et egentligt feriecenter. Kommer du til Skallerup, må du ikke snyde dig selv for at besøge en af de oprindelige barakker fra den gang Skallerup var en flygtningelejr. Barakken er i dag indrettet som et lille museum.

Tekst & foto af Tina Krarup

Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *