Det sagde 7-årig om Fårup:
“Det var rigtig sjovt!”
“Hoppepuderne og trampolinerne var vildt sjove.”
“‘Rævens Hule’ var rigtig sjov og lidt uhyggelig. Og tænk vi fandt den rigtige vej første gang i ‘Skattejagten’!”
Det sagde Lone om Fårup:
“Maden i ‘Spisekammeret’ var udmærket, og prisen var tilpas, men ekspeditionen var for langsom, selvom ekspedienterne var søde. Og så fik vi nudler i stedet for det bestilte ris.”
“Man kan ikke nå Fårup på én dag. Der var rigtig mange ting vi ikke nåede at prøve. Så man må prioritere.”
“Det er en perfekt familiepark med forlystelser til alle aldre.”
Det sagde morfar om Fårup:
“Det bedste ved Fårup er, at man kan tage på skovtur med masser af aktiviteter og underholdning.”
“Personalet er hjælpsom, og laver sjov med publikum.”
“Det værste er, at man bliver så træt, fordi man ikke kan finde ud af tage hjem.”
Det sagde mormor om Fårup:
“Fårup er det mest fantastiske sted – for alle.”
“Det er rart, at man kan køre ind i bil, og have adgang til den.”
“Jeg er vild med den nye ruchebane ‘Orkanen’. Og jeg er vild med Fårup Sommerlands app.”
Det er mange år siden jeg har besøgt Fårup Sommerland i Nordjylland, og det er min 7-årigs første besøg i sommerlandet. Vi ankom omkring kl. 11.00 til en mindre bilkø, men det gik forholdsvis hurtigt med at komme ind. Belært af andre besøg i forlystelsesparker havde vi pakket en frokostkurv, som vi lod stå på køl i bilen.
Vi kunne fra parkeringsområdet se ruchebanen ‘Lynet’, som accelererer fra 0-80 km/t på bare 2 sekunder. Den skulle vi i hvert fald prøve, mente både mormor, morfar og 7-årig, mens jeg var lidt mere betænkelig (især på 7-årigs vegne). Vi talte lidt frem og tilbage om det, og besluttede at starte med ‘Skattejagten’ (som tidligere hed Junglestien). ‘Skattejagten’ er en slags aktivitetsrute, hvor man skal kravle, hoppe, klatre, hive og svinge sig gennem skoven over diverse forhindringer uden at røre jorden. Den er sjov for alle aldre. Vi gennemførte ruten, men havde alle rørt jorden flere gange.
En hurlum-herlig overraskelse
Dernæst gik vi ind i ‘Rævens Hule’ (som er en slags Hurlumhej Hus). Gulvet bevæger sig, der er mørkt, der hænger ting ned fra loftet, og der er uhyggelige lyde. 7-årig, mormor og morfar klarede ruten fint, mens jeg sprang for livet. Lige inden man kommer ud skal man igennem et lille (meget) mørkt kammer. Og derinde stod åbenbart en (levende) dreng (som ikke er en fast del af ‘Rævens Hule’), som morede sig med at tage livet af journalister.
Jeg havde overhovedet ikke set ham (det havde mormor, morfar og 7-årig), og lige i det jeg går forbi ham, placerer han sin hånd på min skulder, og siger en meget mærkelig (og yderst uhyggelig) lyd. Jeg sprang skrigende ud. Jeg blev så forskrækket, at jeg nær var hoppet op på ryggen af morfar. Uha. Det skal dog siges, at han kom løbende efter mig og sagde undskyld. Det var ikke meningen, at jeg skulle blive så forskrækket. Og nu hvor jeg sidder trygt bag mit tastatur, kan jeg grinende sige: Det er helt i orden.
Læs: Legoland hitter, men fastfooden er klodset
7-årig var meget begejstret for rutchebanerne i Legoland, som vi besøgte tidligere på ugen, og derfor ville hun også gerne prøve rutchebanen ‘Lynet’ i Fårup Sommerland. Den accelererer fra 0-80 km/t på 2 sekunder, og man vender på hovedet i loopet (hvilket hun aldrig har prøvet). Morfar og mormor var med på den – og jeg gav mig til sidst og sagde ja. Vi stillede os i kø. Der var 30 minutters ventetid, men det føltes okay – måske fordi vi var så spændte. De første 2 sekunder klarede 7-årig rigtig fint. Hun grinede og hvinede, men da vi nåede loopet stivnede smilet og gråden trængte sig på.
Heldigvis er turen hurtig overstået. Og inden vi vidste af det, stod vi stille og kunne stå ud. Hun synes, at den var vild (for vild), men var temmelig stolt over, at hun havde gennemført den. Vi besluttede herefter, at der er noget der hedder ‘voksen-rutchebaner’ og noget der hedder ‘børne-rutchebaner’. ‘Lynet’ tilhører helt klart kategorien ‘voksen-rutchebaner’ og kan anbefales til alle vilde og fartglade voksne.
Frokost i det grønne
Efter et par timer blev vi sultne og vandrede ud til bilen, hvor vi satte os i græsset, og spiste vores medbragte frokost. Vejret var dejligt, så vi nød solen og maden inden vi atter gik ind i parken, hvor turen nu var kommet til ‘heste-ridning’. Også her var der ventetid på cirka 20-30 minutter, men 7-årig synes, at det var sjovt at ride, mens jeg gik ved siden af og trak hesten. Jeg vil anbefale, at man har et par gummisko på (allerhelst gummistøvler) for det er mudret, vådt og man skal springe zig-zag mellem hestepærerne.
Ikke langt fra hestene kan man hoppe på hoppepuder. Det gjorde vi flere gange. 7-årig var ret begejstret for at springe rundt sammen med især morfar på den store hoppepude og ‘flyve’ op i luften, når han hoppede højt. Al den aktivitet gør en (kaffe)tørstig og en smule (is)sulten. Så vi vandrede tilbage til ‘Skattejagten’, hvor vi tidligere havde observeret, at man kunne få både isvafler, almindelige vafler og kaffe. Man kan sidde udenfor under dække.
Jeg fik en Fårup Vaffel. En alt for stor is, men den skulle prøves, og jeg nåede da også igennem både softice, guf, flødebolle, syltetøj og næsten tre iskugler. Så kunne jeg heller ikke mere. På det tidspunkt havde vi været i sommerlandet i 5½ time, og vi manglede stadig halvdelen af parken. Vi besluttede at tage vandcyklerne over til Aqua-parken, og bruge de sidste 3 timer derovre, inden vi ville slutte besøget i Fårup Sommerland på restauranten ‘Spisekammeret’.
Spændende udspringsshow med højde og ild
De tre timer gik hurtigt. Morfar og mormor prøvede den nye rutchebane ‘Orkanen’. De stod i kø i en halv time, og den var ventetiden værd. Den var fed og god, sagde de. I mens hoppede 7-årig på trampolin og fik nye venner, mens jeg hvilede benene på en bænk.
Vi så ‘Udspringsshowet’, hvor 5 udspringere sprang ned i et lille bassin fra bl.a. 25 meters højde, og den ene udspringer sprang også, mens han var omringet af flammer. Showet var spændende. Man frygtede hele tiden, at de ville ramme ved siden af bassinet. Da showet var færdigt, var vi trætte og sultne. Vi vandrede tilbage til ‘Spisekammeret’, hvor vi ville afslutte dagen.
‘Spisekammeret’ er faktisk tre restauranter i én. Her kan man købe enten steaks-, kinesisk- eller burgermenuer. Udvalget er fint, maden ser lækker ud og prisen er rimelig. Ulempen er, at man kan ikke bestille maden samlet, hvis én ønsker en burgermenu, skal man stille sig i kø ved den restaurant, mens den der vil have kinesisk skal stille sig i kø der osv. På den måde kan man ikke være sikker på, at få maden samtidig. I vores tilfælde ville både jeg, mormor og morfar have kinesisk, mens 7-årig ville have en burger-menu.
Der var ikke specielt lang kø til den kinesiske menu, mens 7-årig og jeg måtte stå i kø i omkring en halv time for, at hun kunne få en burger-menu. Det betød, at mit kinesiske mad blev halv koldt, inden vi nåede ned til bordet. Desuden skal man sørge for at have kontanter eller kort alle sammen ellers skal ‘betaleren’ vandre fra kø til kø. Det nemmeste er helt klart at beslutte sig for at spise ét sted, så alle får mad fra samme sted. Så betaler man ét sted, og man får maden samtidig.
Fantastisk familiepark med mange forlystelser
Fårup Sommerland er en skøn familiepark, hvor der er så mange forlystelser, at man ikke kan nå at prøve det hele på en dag. Jeg vil anbefale, at man tjekker forlystelserne ud, inden man besøger sommerlandet, og beslutter sig for, hvad man gerne vil bruge (mest) tid på. Det er en rigtig god ide, at have en frokostkurv med, som man kan spise både ude ved bilen eller inde i parken, hvor der er masser af gode og dejlige spiseområder (endda med mange opstillede grill-huse). Det benyttede rigtig mange familier sig af, og det så overordentlig hyggeligt ud.
Man får rigtig meget for (indgangs)pengene i Fårup Sommerland. En billet koster i højsæsonen 255 kroner, og det er uanset om man går ind eller kører i bil. Vi prøvede flere forlystelser end jeg har beskrevet her. Og de var alle sammen rigtige sjove. Jeg vil helt klart anbefale, at man ankommer til Fårup, når de åbner, for at få mest ud af dagen. Og kan man holde til det – kan man sagtens få tiden til at gå indtil parken lukker om aftenen. Jeg var ikke så begejstret for bestillingsystemet i ‘Spisekammeret’. Det er besværligt, hvis man vil have forskellige menuer. Men maden var udmærket og prisen rimelig.
Du kan læse meget mere om Fårup, priser og forlystelser på www.faarupsommerland.dk
Du kan også hente Fårup App, hvor du kan se ventetiden på de 8 største forlystelser og et kort over hele parken. Det er smart. Den kan hentes gratis i bl.a. Appstore
Af Lone Holm