Tips til Østrig - morgenmad

Tips til din sommerferie i Østrig

Når man siger Østrig, så tænker de fleste på sne og ski, men Østrig har masser at byde på om sommeren, hvor du sagtens kan finde masser af sjove og spændende oplevelser for hele familien. Vi har samlet et lille udpluk af gode tips til dig, der gerne vil holde sommerferie i Østrig.

Gå efter den lækre lokalproducerede morgenmad

Det lille træbord bugner af smukt anrettet morgenmad, og udsigten fra bjerget i Scheffau i Østrig vælter én omkuld.  Det er morgenmad, der er værd at gå efter. Over 20 steder i Wilder Kaiser-området tilbyder ‘Breakfast on the Mountain’. De fleste steder er maden hjemmelavet af lokalproduceret råvarer.

På dette veldækkede bord er der yoghurt med friske bær, kaffe, varm chokolade, oksepølse, røget bacon, ost, hvidløgsost, brød, marmelade og meget mere. Stemningen er rolig og hyggelig, og udsigten fantastisk. Der er noget utrolig afstressende og mediterende over at spise morgenmad i det fri på et bjerg med udsigt, så langt øjet rækker. Luften, vidderne og alt det grønne får en til at slappe af og bare nyde nuet.

Den familieejede restaurant Hinterschiessling Alm en af de restauranter, som byder på lækker morgenmad.  Restauranten har åbent i perioden maj til september. Du skal booke bord. Tjek åbningsdage på Hinterschiessling Alm.

Lær af de bedste – ta’ på kokkeskole

Hvis du gerne selv vil lære, hvordan østrigerne tilbereder lækre retter, så kan du tage på besøg hos Johanna Maier, som regnes for at være én af verdens bedste kvindelige kokke. På restauranten ‘Hubertus’ i Filzmoos forklarer hun, hvordan man tilbereder en 4 kokkehuers Gault Millau-menu. Læs mere på Johanna Maiers Kokkeskole.

Hos kokken Christian Wrenkh i Wien kan børn også få lov til at være med i hans Kochsalon. Læs mere på Kockkurse.

Ta’ alle sanser i brug

Hvis du gerne vil lave noget aktivt sammen med dine børn, kan det anbefales at køre til aktivitetslandet Hexenwasser i Söll. Et aktivitetsland med mere end 60 forskellige sjove aktiviteter, hvor alle sanser kommer i brug. Som prikken over i’et kan man tage med gondolbanen Hohe Salve til alpen af samme navn i 1.829 meters højde.

Legelandet Ellmi’s Zauberwelt i Ellmau er også værd at nævne. Her kan man følge en rute rundt i den magiske skov med forskellige udfordringer og overraskelser for både store og små.

Tekst & foto af Lone Holm


Læs også

Rejseblokkens store guide til ferie i Tyrol


Annonce

Find mere inspiration til årets ferier og rejser på Skandinaviens største feriemesse Ferie for Alle,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *