Dansende traner

Påske: Guide til skønne dage i Vestsverige

Hvis du endnu ikke har lagt planer for de kommende påskedage, så kig med her. I Vestsverige er der nemlig masser af skønne muligheder, uanset om du er til berigende naturoplevelser eller afslappende livsnyderoplevelser med en god omgang forkælelse. Vestsverige åbner for sommersæsonen med museumsgenåbning, åbne kunstatelierer og dansende traner ved Hornborgasjön. 

Påskeferien er oplagt til en hurtig getaway enten sammen med kæresten, veninderne eller familien. Vestsverige byder på lidt af det hele. Her dykker jeg ned i fire gode tips til en tur over sundet til vores broderfolk.

Guide til påsken i Vestsverige:

Foto: Rörstrand Museum

Rörstrand Museum i Lidköping

Rörstrand er Sveriges svar på vores egen Royal Copenhagen, og den svenske porcelænsproducent har en lang og stolt historie, som går helt tilbage til 1726. Produktionen foregik i mange år i Lidköping i Vestsverige, og det er også her, at Rörstrands Museum ligger. 

I påsken slår Rörstrand Museum dørene op for et nyt museum. Beliggenheden er godt nok den samme som før, men det er formentlig også det eneste, der er genkendeligt.

Den nye udstilling fortæller kunstnernes og fabriksarbejdernes historie i den gamle traditionsrige porcelænsfabrik. Udstillingen går tilbage til Rörstrands oprindelse, og der er udstillet genstande, som kan dateres tilbage til 1730’erne og frem til i dag. Mange har aldrig været vist før. I caféen serveres der lokalproduceret mad på Rörstrand porcelæn. Du kan læse meget mere på: Rörstrand Museum

Foto: Roger Borgelid.

Tranedans i Sverige ved Hornborgasjön

Har du længe drømt om at se transedans i Sverige? Så er det nu, at du skal tage afsted. Så snart der er forår i luften, høres tranernes længe ventede skrig nemlig over Hornborgasjön. Den imponerende fugl tager et hvil ved Hornborgasjön i Vestsverige fra cirka midt marts til midt ​​april på vej mod deres ynglepladser nordpå. Og noget af hviletiden bruges på at danse. Det er nemlig en del af parringslegen for tranerne. Dansen styrker båndende mellem traneparrene. Tranerne er monogame og lever sammen hele livet.

Hornborgasjön er en af ​​Europas vigtigste søer for fugle. De fleste traner kommer i begyndelsen af ​​april – faktisk er rekorden hele 27.300 traner på en dag. Der er infocenter, udsigtstårne, udendørs udstilling og kyndige fugleguider på stedet. Læs mere om tranedans i Sverige på Hornborgasjön

Kunst på stribe

Hvis du er vild med kunst, så har du rig mulighed for at få fyldt inspirationskontoen op, for Påsken er nemlig lig med kunst i Vestsverige. Cirka 100 kunstnere inviterer indenfor i deres allerhelligste rum atelieret rundt omkring i Bohuslän i påsken. Der er samlingsudstillinger på Solhem Konsthall, i Stenungssunds Konsthall og på Akvarellmueet i Skärhamn. Og så er der også alle de åbne værksteder og atelierer, hvor du kan møde kunstnerne og se deres værker.

Kunstrundtur Bohuslän er åben alle helligdage i påsken og går under navnene Konstvandring i Södra Bohuslän og KVIRR Konstvandring i det nordlige Bohuslän.

Foto: Jonas Ingman

Spot en sæl på sælsafari

I påsken starter sæsonen for sælsafari i Gøteborgs skærgård. Sælsafari er for hele familien og er en oplagt mulighed for at både spejde efter sæler, men også at få en rigtig skærgårdsoplevelse med båd i den smukke skærgård, så der er noget for både børn og voksne på turen.

Sælerne jager fisk og skaldyr, og efter endt jagt ligger de på de lave klipper og soler sig og fordøjer maden. Sælsafarien starter fra Hönö, og det er Skärgårdshotellet, som tilbyder oplevelsen. Skärgårdshotellet har ikke bare sælsafari, men her kan du faktisk også bo og spise f.eks. en påskemenu lavet med nyhøstet sukkertang. Læs mere på Skärgårdshotellet

Forsidefoto: Jonas Ingman

Læs også: Oversigt: Musser med gratis adgang i København

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.