Læsø salt

Det skal du og dine børn se, spise og opleve på Læsø

Hvis du holder ferie med små børn, bør du overveje at tage til Læsø. På den lille ø i Kattegat står sommertilbuddene til de mindre børn nærmest i kø. Her får du mine tips til Læsø for børn, hvor du skal spise og hvad du skal lave, hvis du tager små børn med til sydesaltens ø.

Læsø

Særligt børnevenlige restauranter

Den lokale specialitet på Læse er jomfruhummer. Når man rejser, bør man jo spise som de lokale, så nyd det og kast dig glad over de mange lækre retter. Jomfruhummerne serveres alle vegne.

I Østerby Havn har Læsø Marina Park den perfekte placering. Med udsigt over lystbådehavnen kan du nyde din jomfruhummer og andre fisketallerkner. Og her kan du roligt læne dig tilbage og blive siddende lidt længere, mens ungerne giver den gas på den fine offentlig legeplads, der ligger lige ved siden af. Skulle vejret svigte, eller har du helt små børn med, findes der også et lille legerum inde i restauranten.

Børnenes favorit var dog uden tvivl restauranten Casa Verdi i Vesterø Havn. Her har du også fin udsigt over lystbåde- og færgehavn. Mine børn ville dog langt hellere være indendøre. Der er nemlig sand på gulvet og mulighed for at tegne på væggene. Ja, uden pjat. Børnene var også helt på halen, da det gik op for dem, at de bare måtte tegne alt det de ville på restaurantens hvide bagvæg. Udover fin udsigt og plads til børn, så serveres der i øvrigt gode pizzaer, naturligvis også med jomfruhummerhaler.

Saltsyderiet er også for børn

Læsøs hovedattraktion er uden tvivl øens berømte saltsyderi. Det er et overraskende lille simpelt sted, der på fin vis fortæller saltens lokale historie og fremstillingsproces. Her findes desuden en god legeplads og et fint område inkl. borde under halvtag, hvor det er muligt at nyde sin medbragte frokost eller en af de lækre pandekager, der sælges på pladsen.

Det er gratis at gå rundt og kigge med på sydeprocessen. Hvis børnene har lyst, kan de for 60 kr. syde deres egen salt. Det tager en lille times tid at dampe vandet af egnens saltholdige grundvand. Til min store overraskelse stod mine egen børn på 5 og 8 år med stor tålmodighed og ventede og rørte i deres pander. De var så fascineret af processen, at den time hurtigt gik. At børnene får deres egen salt med hjem er blot en ekstra gevinst. Nu hjemvendt fra ferie har vi allerede bagt boller og lavet kødsovs krydret med ungernes egen specielle Læsøsalt, og de er så stolte.

Gode strande og masser af bondegårdsdyr

Ud over salten er Læsøs strande vel nok øens bedste attraktion. Fin sandstrand og lav vandstand, der passer til mindre børn, findes især ved Kongestranden og Hvidebakker. Når solen skinner behøver man ikke meget mere. Skulle man få tid til andet end strand, må et besøg hos familien på Storhaven dog stå øverst på aktivitetslisten.

På en stor gård lige udenfor Byrum har familien bestående af Solveig og Henning samt deres fem piger lavet et lysstøberri, ismagerri samt udsalg af lokalproducerede plejeprodukter kaldet Morgenfruerne og nymalede Læsømel. For vores børn var den største fornøjelse ved stedet dog familiens mange husdyr.

Fritgående perlehøns, et par æsler i snor, masser af får og en flok smågrise i svinestien. Der er desuden kaniner og nuttede killinger nok til, at alle kan få stillet deres krammebehov. Det føles næsten som om, man er faldet ned midt i en drøm om, hvordan det bør være at leve på landet. Vi stoppede her for at smage familiens hjemmeproducerede is, men endte med at blive hængende hele eftermiddagen.

Udover det du køber i gårdbutikken koster det ikke en krone at opholde sig på Storhaven. Jeg håber virkelig, at familien kan gøre en god forretning ud af deres mange hjemmeproducerede ting, for med rammerne omkring butikken har de som en ekstra bonus skabt et fantastisk dejligt åndehul for børn og voksne. Man kommer her  – og på resten af Læsø i øvrigt – ned i en skønt afslappet ferielomme, som jeg synes, alle danske børnefamilier har fortjent at falde i af og til.

Tekst & foto af Mette Lindgaard Seligmann


Læs også

Fårup Sommerland: Sjov for hele familien

Rubjerg Knude Fyr: En sand fornøjelse

Aalborg: 3 tips til Nordjyllands hovedstad for børn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *