Den ligger der helt sammenkrøllet på ladet. Død. Kort forinden stod den ellers majestætisk på savannen. Giraffen måtte lade livet i den hvide storvildtsjægers tjeneste, for dernæst at blive flået, parteret og udstoppet af lokale indbyggere til glæde og gavn for turisten. I dokumentaren ‘Safari’ af østrigske Ulrich Seidl følger man i 90 minutter flere forskellige europæiske safari-turister på storvildtsjagt på den afrikanske savanne.
Det er ærligt talt en bizar oplevelse at sidde i biografmørket og være vidne til drabet på – eller ‘nedlæggelse af vildtet,’ som det på behørig vis og med tilpas afstandstagen udtrykkes i filmen – en giraf. Der betales gladeligt flere tusinde kroner for at tage på jagtsafari i Afrika, hvor dagens jagt vælges udfra et menukort med forskellige priser afhængig af, hvilket dyr, man ønsker at nedlægge, og det skorter da heller ikke på argumenter i jagten på selvretfærdiggørelse. Men hvorfor skulle det egentlig også det?
Der slagtes tusindvis af dyr hver dag, der ender som 500 gram hakket i køledisken. Det er godt nok ikke en giraf nedlagt med kakigrøn jagtynde i smukke omgivelser på savannen, men penicillinpumpede grise, som – nogle gange under kummelige forhold – bliver fragtet en masse til automatiserede slagterier. Det ene drab er vel lige så godt som det andet – eller er det.
Dokumentaren ‘Safari’ rummer langt flere lag end skildringen af storvildtsjagt som fænomen og hobby. Instruktøren sætter på glimrende vis fokus på den komplekse tid, vi lever i med problematikker som økonomisk ulighed, raceforskelle og menneskelig hykleri. Dokumentaren er absolut ikke for sarte sjæle.
‘Safari’ af Ulrich Seidl havde premiere igår den 24. maj 2017. Spilletiden er 90 minutter. Den går blandt andet i Grand Teatret. Instruktøren har tidligere lavet spillefilmen ‘Paradis: Kærlighed’ 2012 og dokumentaren ‘I kælderen’ 2014.
Af Lone Holm