Langt de fleste pakkerejser til Kina indeholder stadig en buket af de mest kendte attraktioner: Beijing, Shanghai, Guilin, Xian og måske en Yanze-cruise. Og det er bestemt store attraktioner, der er værd at se, men Kina er et kæmpe rige, der kan byde på så meget mere.
Her er en liste med fire mindre kendte attraktioner i Kina, som du bør overveje at inkludere, hvis du planlægger en Kina-rundrejse.
Avatarlandskabet ved Zhangjiajie
Hvis du har set filmen ‘Avatar’, kender du de eventyrlige landskaber ved Zhangjiajie. Det er nemlig bjergene i dette område, der danner rammerne for nogle af filmens flotte flyvescener. Du kan nemt få flere dage til at gå i området omkring Zhangjiajie. Stedet byder uden tvivl på noget af det mest storslåede natur, jeg har oplevet i Kina.
Nord for Zhangjiajie ligger Wulingyuan National Park. Her er der mulighed for at hike igennem storslåede skovområder og opleve de karakteristiske bjergformationer set nedefra. Eller hvad med at tage himmelelevatoren? En 326 meter høj elevator konstrueret op af siden på en af bjergtinderne. Herfra kan du få et bedre overblik over den enorme og smukke nationalpark.
Syd for Zhangjiajie ligger det lige så imponerende Tianmen Mountain. Her er det muligt at nyde landskabet fra en glasbro, der giver direkte udsyn til den enorme kløft 1400 meter under dig. Her er desuden for nylig åbnet en syv km lang svævebane, eftersigende verdens længste. Området byder også på flere imponerende bjergformationer, eller du kan gå på opdagelse i lige så imponerende og enorme kalkstengrotter.
Også i dette område:
Zhangjiajie ligger i den kinesiske provins Hunan. Dette er også et godt sted at opleve nogle af de kinesiske minoritetsgrupper. Fortsætter du sydpå, er det muligt at besøge flere Mao-minoritetslandsbyer. Her findes også flere gamle maleriske kinesiske landsbyer.
Den mest kendte er nok Fenghuang, der er meget populær blandt kinesiske turister – men efter min mening lidt slidt. Byen er dog smuk om aftenen, hvor de oplyste gamle bygninger smukt spejler sig i floden. Et alternativt i samme område er at besøge den charmerende gamle bydel i Huangsi Qiao.
Hakka-rundhuse i Fujian
Der findes utrolig mange storslåede bygningsværker. Hakka-husene i Fujian-provinsen er en af dem, der imponerer mig mest. Husene kaldes også Tulou, hvilket direkte oversat betyder bygning af ler. Hakkahuse er kæmpe bygninger, designet til at huse adskillige familier eller en hel landsby. Husene er oftest runde, men vi så også flere firkantede kæmpe lerhuse på vores tur.
Hakkaerne stammer oprindeligt fra det nordlige Kina, men er en befolkningsgruppe, der migrerede sydpå i det 17. århundrede. Sydpå var de imidlertid ikke særlig velkomne. Hakkaerne endte derfor med at bosætte sig i fjerntliggende bjergområder og etablere sig der med deres særlige byggestil, der udvendigt er konstrueret som en lukket jordfæstning, men som indvending har en utrolig fin træstruktur og adskillige boliger.
Det er muligt at besøge Hakka-husene med udgangspunkt i både Fuzhou og Xiamen, to kystbyer i det sydlige Kina. Vi kørte fire timer ind i landet og op i bjergene vest for Xiamen for at besøge og overnatte i en mindre landsby ved Yongding, hvor beboerne har omdannet et af de gammel huse til et herberg . Et alternativ i samme område kunne være Fuyulou.
Bor sammen med dyr
Jeg skal skynde mig at tilføje, at den agent, jeg brugte til denne tur, anbefalede, at vi af sanitære årsager undlod at overnatte i Hakkahusene. Nogle af vores venner havde dog tage turen før os, og vi insisterede derfor på, at vi også godt kunne overnatte her. Det er ikke luksus, men ok for en nat eller to. Dog vil jeg sige, at Hakkalandsbyerne er et af de steder i Kina, hvor folk bor tæt med deres dyr, så i perioder med forhøjet risiko for fugleinfluenza, bør man derfor nok tage sine forholdsregler.
Hvis man ikke ønsker at overnatte i Hakkahusene, findes der dog også masser af muligheder for at opleve Hakkahusene på tæt hold. Flere landsbyer er åbne for besøgende på dagsture. Her er det muligt at få et indblik i Hakkaernes historie og deres imponerende arkitektur.
Jeg vil desuden tilføje, at jeg et par steder på vores tur så opførelse af helt nye Hakkahuse, der så ud til at blive bygget som hoteller. Det kan således være, at man inden længe kan få muligheden for at overnatte i en af de imponerende bygningsværk, men under lidt mere bekvemme forhold.
Også i dette område:
Xianmen er endnu en kinesisk storby, men også en hyggelig universitets- og kystby med mange gode hoteller, her er desuden adgang til strand og sejlture i strædet tæt ved Taiwan.
Tibetanske pilgrimme i Wutaishan
Der er for mig noget fascinerende over den tibetanske kultur, deres farverige thankaer, deres templer og deres mantraer. Og jeg synes tibetanske kvinder er utrolig smukke med deres ultralange hår og deres vindbidte ansigter. Det er nok derfor, jeg er så betaget af Wutaishan.
Wutaishan er et af Kinas hellige buddhistiske bjerge med fem bjergtoppe samt tempel- og klosterbyen Taihuai placeret mellem dem. Bjerget tiltrækker hvert år mange pilgrimme, dels kinesere, der har fundet en ny interesse for det spirituelle, og dels munke og almindelige troende tibetanere, der rejser hertil med en mission om at bede deres vej til toppen af alle fem bjergtinder. Dette er noget af en bedrift i det vanskelige terræn, ikke mindst for de mest troede, der tager hele turen til toppen med de fysisk krævende rullefald.
Brug kabelbanen
I Taihuai ligger templerne side og side. Det kan være vanskeligt at finde ud af, hvor man skal begynde. For mig var det mest interessante at følge i hælene på pilgrimmene for at bestige Dailou Ding. Det er den ene af de fem bjergtoppe, som er lettest tilgængelig, fordi opstigningen starter i byen Taihuai. I øvrigt kan man dele af turen op eller tage med en lille kabelbane, hvis man ikke har mod på at turen op af de mange trapper.
Derudover synes jeg, at templet Ta Yuan Si er særlig seværdigt. Det ligger også midt i Taihuai, og kan dels kendes på en meget stor hvid Stupa, dels vil man her finde messende pilgrimme, der tilbringer timer i rask trav rundt og rundt om templets store bedehjul. Desuden ligger der i samme område et kloster, hvor det er muligt at få et lille indblik i munkene og pilgrimmenes liv.
Byen Taihuai har en række små hoteller og herberger. Det er overraskende dyrt at overnatte her, særligt når man tager hotellernes ringe standart i betragtning. Men eftersom turen til bjergbyen kun kan tages i bus eller bil af snørklede bjergveje, er det alligevel anbefalelsesværdigt at tilbringe en nat eller to i byen.
Også i dette område:
Wutaishan ligger i den kinesiske provins Shanxi (vest for Beijing). Ca fire timers kørsel nord for Taihuai ligger byen Datong. Herfra er muligt at besøge den gamle træpagode i Yingxian, det hængende tempel i Hunyuan samt Yungang-grotterne med tusindvis af klippeudhuggede buddhaer samt et besøg på en Kong Fu skole i Shaolin.
Verdens største Buddha
Med sine 71 meter er Buddhastatuen Dafo verdens største Buddha, og en af de meget spændende attraktioner i Kina. Hugget ud af den røde sandstensklippe står han med sine halvt lukkede øjne og lurer over vandet på det sted, hvor floderne Min, Dadu og Qingyi løber sammen.
Buddhafiguren stammer fra det 8. århundrede og er eftersigende blevet til, fordi monken Haitong ville berolige flodens turbulente vand, der hvor sammenløbet af de tre floder skabte flest problemer for de lokale skibe. Projektet var ikke blot religiøst men også praktisk. Alt det overskydende klippe fra udhugningen af den kæmpe buddha endte nemlig i vandet og ændrede flodernes strømning og fremkommelighed.
De fleste ture til Dafo indeholder en bådtur på floden forbi den kæmpe statue, eller en bjergvandring, der fører dig op til Buddhas enorme hoved. Jeg vil anbefale, at du sikrer dig, at dit besøg kommer til at inkludere begge dele. Sejlturen giver det bedste helhedsindtryk af den enorme figur. Men det er først, når du står ved toppen af hovedet, at det rigtig går op for dig, hvor enorm statuen faktisk er med sine syv meter lange ører og 10 meter brede øjne.
Også i dette område:
Leshan ligger i den kinesiske provins Sichuan. Et besøg ved den store Buddha-figur kan kombineres med en tur til pilgrimsbjerget Emei Shan samt områdets mange teplantager. Eftersom du sandsynligvis kommer hertil via en den nærliggende by Chengdu, er det desuden oplagt at besøge byens pandacenter og gamle bydele.
Vi rejste til denne del af Kina primært for, at mine børn kunne se Kinas berømte pandaer. Til min egen store overraskelse var mine børn betydelig mere imponerede af den gigantiske Buddhafigur, end de var af de ellers utrolig søde – men også meget dovne – pandabjørne. Link til Kinas officielle hjemmeside for turister: CNTO
Om skribenten
Mette Lindgaard Seligmann er uddannet i Internationale Udviklingsstudier. Hun har været rejseleder og boet i bl.a. Kenya og USA. I dag er hun bosat i Kina, hvor hun blandt andet er i gang med en uddannelse i Kommunikation og Formidling.
Læs mere om Kina
4 måder at overnatte ved Den Kinesiske Mur
Et uforglemmeligt stop ved den gamle silkerute
Billedserie fra Den Kinesiske Mur
Tekst og foto af Mette Lindgaard Seligmann, Tianjin, Kina