Ditte Okman

5 hurtige til journalist & forfatter Ditte Okman

Journalist og forfatter Ditte Okman elsker at rejse i USA, hvor hun har oplevet storslået natur, der nærmest gjorde hende religiøs. Og så rejser hun helst efter princippet om, at der skal være plads til spontane beslutninger, for det er måske her de mest mindeværdige oplevelser ligger.

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

– Jeg føler mig allerbedst tilpas i USA og Israel. Jeg besøgte USA første gang i år 2000, og jeg har været fascineret af landet lige siden. Af amerikanernes åbenhed, nysgerrighed og gæstfrihed. Jeg boede engang i West Hollywood i et par måneder og blev inviteret til tre Thanksgiving middage – jeg tvivler på, at amerikanske turister er blevet inviteret til at gæste tre juleaftener.

Jeg elsker New York, jeg elsker Los Angeles og jeg elsker alt midt i mellem. Engang fløj jeg til New Orleans, stenede rundt i fem dages tid og tog toget gennem swampland langs den mexicanske grænse, krydsede fem stater og endte i Californien med ét stop i Texas, hvor vi kørte ud i vinlandet. Det var den fedeste tur!

Jeg er ikke specielt natur-orienteret og hader at vandre og den slags – men jeg må bare erkende, at jeg i USA har set noget af den mest storslåede natur, der nærmest gjorde mig religiøs. Death Valley er overvældende, Utah er ubeskrivelig smuk og ørkenens vidder er filmiske. Jeg glæder mig til at komme tilbage.

Jeg er halvt israeler og holder uendelig meget af Israel. Maden, kulturen, det vestlige, der møder det mellemøstlige. Man bliver aldrig færdig med Israel; Tel Aviv er liv, vinbarer, vidunderlig mad, strand, kunst, kaffe, musik og gourmet.

Jerusalem er en uendelig rejse i historien, religionen – og religiøsitet gennemsyrer dele af byen og rækken af monumenter er umulig at komme igennem på et enkelt besøg. Jeg vil anbefale at besøge Olivenbjerget og sætte en hel dag af til at besøge Holocaust Museum, Yad Vashem. Det er en helt særlig brutal, men også meget rørende og tankevækkende oplevelser, man ikke lige glemmer. Man bør også besøge Golan, måske tage et par dages vintur eller vandreture, hvis man er til den slags. Og sydligt kan man vandre i canyons, besøge en beduinlejr eller svømme med delfiner. Hver gang jeg lander i Ben Gurion og træder ud af flyveren, snuser jeg den særlige duft ind og har det som om, jeg er kommet hjem.

Hvad har du altid med på din rejse?

– Penge og tid – og en liste over restauranter, jeg skal besøge. Noget af det jeg holder allermest af ved at rejse, er at koble af med moderne kunst og total afslapning. Ikke have for mange aftaler og god tid til de få ting, jeg vil se eller besøge – og at spise. Jeg går altid efter lokal mad og lokale vine.

Jeg går efter street food, men også gourmet i den helt fine ende. Jeg har ikke tal på de mange Michelin-restauranter, jeg har besøgt verden over. Og ej heller de fuldstændige overraskende smagsoplevelser, jeg har fået på små underlige yemenitiske, libanesiske, indiske og kinesiske serveringssteder, ude som inde.

Hvad er dit bedste rejseråd?

– Hav ikke for mange aftaler. Ikke for store ambitioner om, hvad du skal se, gøre og besøge. Det er lidt ligesom på Roskilde Festival; man bliver bare stresset af ikke at nå at høre al den musik, man havde forestillet sig, man skulle. De tilfældige møder. De uforudsete muligheder. Der må altid være plads til de spontane beslutninger, hvor nogle af de mest mindeværdige oplevelser måske ligger. Der er ikke noget værre end at ræse – og man går måske glip af det største ved at være minut-nazi.

Jeg endte engang på et spøjst hotel i Kuala Lumpur, hvor jeg havnede i baren ved siden af en kinesisk og indisk mand, der havde kendt hinanden i årevis. De var to ældre herrer og kom i baren på det lille hotel tilbage fra kolonitiden og drak i hinandens selskab. Det blev den skønneste eftermiddag – og også aften, da jeg besluttede at blive hængende.
Den indiske mand inviterede mig herefter til sin datters bryllup. Vi holdt kun kontakten i et par år, men jeg glemmer aldrig dem eller den aften.

Hvilken rejse er din bedste?

– Jeg har haft nogle smukke ture gennem USA. I bil og i tog. Mødt amish-folk, mormoner og Rock n Roll. Jeg har boet i Los Angeles og festet med det halve af den homoseksuelle befolkning til solen stod op. Jeg har set en natur i det midt-vestlige USA, der gav mig tårer i øjnene. Jeg har været alene i New York, Tel Aviv og fundet små lokale hangouts og sludret med alle typer, jeg aldrig havde troet, jeg kunne være så heldig at møde.

Hvis jeg må hive tre bestemte rejser ud, må det blive min første til USA, hvor vi kørte fra San Fransisco, til Las Vegas, Los Angeles og op langs kysten tilbage til San Fransisco – og alt det midt imellem. Min tur tværs over de sydligste stater med Amtrack og stop i Texas, samt mit år i Israel i 90’erne, hvor jeg studerede og pludselig talte sproget, havde kæreste og et lokalt supermarked.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Lige nu vil jeg faktisk bare gerne se Rom. Der har jeg kun været som barn, så jeg tænker, at jeg i det nye år må lokke en ven eller veninde med til Italien på forlænget weekend og spise os gennem byen – og se noget kunst og nogle kirker. Til foråret vil jeg til Golanhøjderne og drikke vin – og måske fem dage til New York og høre Bonnie Prince Billy. Må 2020 blive fuld af rejser!

Om Ditte Okman

Ditte Okman er journalist, radiovært på programmet ‘Det vi taler om’ og forfatter til bogen ‘#tyndogrig – Det jeg taler om’, som udkom i starten af november. I bogen taler Ditte om det, vi andre helst ikke taler om: Udskamning, samsovning, lorteregler, kropsidealer, delebørn, utroskab, unge mødre, gamle mødre (som hun selv), og dem, der opfører sig som selvudnævnte socialrådgivere (som hun selv). Om venskaber. Kendisser og kærlighed. Om penge og død. Og om hvorfor, det er langt federe at være tynd og rig end flad og depri. Bogen koster vejl. 249,95 kroner og kan købes hos de fleste boghandlere.

Ditte Okman har også arbejdet for den israelske sikkerhedstjeneste, i Venstres pressetjeneste, på ugebladet SE og HØR og Ekstra Bladet. Ditte er desuden mor til to; en dreng og en pige, som hun sover med om natten.

Læs også: 5 hurtige til boligstylist og influencer Mette Helena Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *