Morten Brask

5 hurtige til forfatter Morten Brask

Forfatter Morten Brask tager gerne på rejser, der får de størknede tanker og vaner slået løs. Han tror på, at det er vigtigt at gøre ting, som skræmmer én. For det er i det ukendte, at man flytter sine egne grænser og udvider sin opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Hvilket land føler du dig bedst tilpas i?

– Det er umuligt for mig at pege på ét bestemt land. Jeg rejser med forskellige formål, og jeg foretrækker forskellige lande til hvert formål. Generelt skelner jeg mellem “skriverejser” og “grænsesprængende rejser.”

På mine skriverejser tager jeg afsted, når der er en bog, der skal skrives. Jeg bor som regel på forfatterrefugier, institutter eller små lånte lejligheder rundt omkring i verden. Det afgørende for en skriverejse er, at det er steder, hvor jeg kan have en stabil hverdag, og samtidig blive stimuleret af det anderledes i det fremmede land.

Som regel opholder jeg mig i storbyer, når jeg skriver, først og fremmest Paris – altid Paris, fordi det, som papa Hemingway sagde, er verdens bedste by at skrive i. Jeg arbejder om formiddagen, går ud og spiser en frokost og tilbringer eftermiddagene i Luxembourg-haven, på museer eller ved at vandre rundt i kvartererne. Andre gode skrivebyer er New York, Athen og Maputo i Mozambique.

De grænsesprængende rejser er anderledes. Det er dem, jeg bruger, når jeg skal have de størknede tanker og vaner slået løs. Jeg søger efter steder, som jeg dybest set er bange for at rejse til. Jeg tror, det er vigtigt at gøre ting, der skræmmer én, for det er i det ukendte, at man flytter sine egne grænser og udvider sin opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske. Jeg er på disse rejser nået til hovedjægersamfund i Molukkerne, ud i Sahara, til de fjerneste øer i Indonesien og flere lande i det sydlige Afrika.

Hvad er dit bedste rejseråd?

– At man af og til på sine rejser bevæger sig ud af sin comfort zone. At man gør ting, der skræmmer én lidt, som umiddelbart får én til at tænke: “Nej, det tør jeg ikke” – at man trodser sig selv. For det er den slags overskridende oplevelser, der pløjer dybe furer i hjernen, og som får adrenalinet til at banke. I disse øjeblikke lever man mere intenst, og det er dem, man husker livet igennem, og som man siden definerer sig ud fra. Og jeg tror, at det ikke mindst er disse grænseoverskridende oplevelser, som vi på vores dødsleje tænker tilbage på, og som får os til at føle, at vi fik noget ud af livet.

Hvad har du altid med på din rejse?

– Min dagbog. Når jeg rejser gennem uvante omgivelser, arbejder hjernen på en anden måde, og det dokumenterer jeg altid ved at nedskrive mine rejseoplevelser, og mine tanker om dem. Jeg har altid gjort det, lige siden min første sprogrejse til Sydfrankrig i gymnasiet. Af og til tager jeg dagbøgerne frem, og læser om mine rejser, og så husker jeg det hele; lydene, lugtene, de mennesker jeg mødte. Sproget er langt mere levende for mig end fotografier.

Hvilken rejse er din værste?

– Da jeg var 18 år, rejste jeg med en ven på Interrail ned gennem Europa. Vi var så spændte på den verden, vi skulle se – og på de piger, vi håbede på at møde undervejs. Vi styrede direkte mod Portugal. Ikke fordi det var et land, vi vidste noget om eller var specielt interesserede i, men fordi det var det eneste land, vi havde råd til at være i en hel måned. Da vi kom til Lissabon, havde vi ikke spist i halvandet døgn. Vi købte noget brød og ost og gik ned til havnen, hvor vi ville sidde og spise, mens vi så på skibene.

Men da vi nåede havnen, kom to fyre hen til os. “Do we talk nice – or you have a problem?”, sagde de, og viste os en kniv. Vi skulle give dem alle de penge, vi havde på os. Vi var kun to knægte, og blev lammede af situationen. Det lykkedes mig dog at gemme en del af mine nyvekslede sedler for dem, så de kun fik et par hundrede escudos. For at det ikke skulle ligne et røveri, men en handel, gav de os en lille klump hash. Jeg tænkte, at det kun handlede om at få dem væk, men min rejsekammerat tog hashklumpen og studerede den. Og så begyndte han at brokke sig højlydt over kvaliteten.

Det var fantastisk; en helt Monty Pythonsk scene. Her stod vi i et røveri, og begyndte at diskutere hashkvalitet. Røverne begyndte at argumentere for, at det skam var god hash, mens min ven beklagede sig. Det endte med, at røverne gik – skidesure. Da de var væk, opdagede jeg og min ven, at vi begge to stod og rystede. Vi havde mest af alt lyst til at tage det første tog tilbage til trygge Danmark.

Den oplevelse har siddet i mig siden. Det som generede mig mest var, at jeg ikke gjorde noget. Jeg tror, det var derfor, da jeg en dag igen blev udsat for et røveri i Yogyakarta på Java, gik amok. Jeg slog og skubbede og råbte i raseri, røverne forsvandt, på nær én, jeg havde fanget. Jeg holdt ham i førergreb, og gik hen til den nærmeste uniformerede betjent, og bad ham arrestere røveren. Det viste sig imidlertid, at det var en parkeringsvagt.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Australien. Jeg var i Northern Territory for mange år siden. Nu har jeg lyst til at rejse gennem Australien på motorcykel. Jeg har bare ikke lyst til at gøre det alene, så jeg skal finde nogle, der har samme drøm.

 

Om Morten Brask

Morten Brask (1970) er forfatter til flere bøger. Han fik sin skønlitterære debut i 2007. Hans bøger er oversat til fransk, græsk, italiensk og svensk. I 2011 modtog han Kunstfondens treårige legat. Du kan læse mere her: www.mortenbrask.com

 

Læs også

5 hurtige til Sarah Kristina Gottlieb

5 hurtige til Sissel-Jo Gazan

5 hurtige til Kristian Ditlev Jensen

Af Lone Holm. Foto: Thomas Busk

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *