Det franske karneval i Nice ‘Carnaval de Nice’ er stort, pompøst og smukt. Vi startede med at se det virkelig flotte, smukke og traditionsrige blomster-karneval ‘Bataille de Fleurs’ lørdag eftermiddag på gode siddepladser lige ned til vandet.
Smukke franske kvinder kastede blomster ud fra de dekorerede blomster-vogne, mens karnevalsrytmerne fyldte hele Promenade des Anglais. Solen skinnede fra en næsten blå himmel, og vi mærkede tydeligt foråret spire på rivieraen med hele 15-18 graders varme.
Blomster-festivalen kan anbefales til alle aldersgrupper. Det er en sjov og festlig begivenhed, som virkelig er en oplevelse, der er værd at rejse efter for både store og små. Det er muligt at købe sig til siddepladser på tribunerne eller stå langs Promenade des Anglais.
Lørdag aften fortsatte festlighederne på Place Massena i hjertet af Nice med masser af musik, fest og rytmer, som gjorde det svært for fødderne at stå stille. Her kan man også købe sig til siddepladser, hvis man da ikke har lyst til at stå midt nede i mængden, hvor den farverige og folkelige fest foregår.
Byen er fyldt til randen med festlige og glade mennesker, som er kommet for at nyde paraden. Franskmændene er ikke uden humor, når det gælder de store udsmykkede vogne i paraden. Karneval i Nice er en oplevelse ud over det sædvanlige. Og så gør det bestemt heller ikke noget, at vejret sidst i februar er solrigt og lækkert.
Af Lone Holm. Rejseblokken var inviteret af Xplore France, som arrangerer både individuelle og grupperejser til hele frankrig. For mere information se xplorefrance.com. Vi fløj med norwegian.com