Det ser ud til, at det dejlige sommervejr i Danmark bare fortsætter og fortsætter. Det betyder selvfølgelig, at det er strandvejr – derfor har vi samlet en guide til 6 gode og børnevenlige strande i Nordjylland.
Langs den nordjyske østkyst er der masser af gode og børnevenlige strande. Forholdene på østkysten er meget forskellige fra vestkysten med det brusende og vilde Vesterhav. Her har strandene oftest læ og lavvande, hvilket gør dem mere milde og børnevenlige.
Palmestrand i Frederikshavn
Hvis du elsker palmer, så er det et must at besøge Danmarks eneste palmestrand i Frederikshavn. Hvert år plantes der omkring 100 palmer fra De Kanariske Øer og Kina langs stranden. Det er ganske sjovt at opleve palmer i Danmark alene af den grund, at det er vi ikke vant til, og så er det også en sjov kombination med den nordjyske natur. Derudover har stranden faste livreddere, beachvolley og strandfodboldbaner.
Strandpromonade i Sæby
I Sæby kan du gå langs den cirka 2 kilometer lange flisebelagte strandpromonade. Du kan også gå på opdagelse i havets hemmeligheder og finde f.eks. muslinger, rødkonkylier, tårnsnegle og – hvis du er heldig – kan du også finde rav i vandkanten.
Aalbæk Strand
Aalbæk Strand er (selvfølgelig) min yndlings, fordi det er her, jeg er vokset op og har badet det meste af min barndom. Her er der lange hvide sandstrande, hvor børn og barnlige sjæle rigtig kan udfolde sig. Vandet er lækkert, rent og roligt. Stranden benyttes meget af de lokale og af de mange sommerhusgæster.
Skagen Sønderstrand
Skagen Sønderstrand er vel nok én af Danmarks smukkeste strande med sin maleriske baggrund, hvor det gamle Vippefyr står rank og flot i klitterne og med de smukke gule huse som kontrast. Det var også på denne smukke strand, at Skagensmalerne fandt inspiration til deres verdensberømte malerier.
Bisnap Strand
Den seks kilometer lange strand mellem Hou og Bisnap er børnevenlig med lækkert hvidt strandsand, og da kysten er en ‘barre-kyst’ – hvilket vil sige, at der kommer mere og mere sand – kan der derfor dannes småøer og laguner. Hvis du er heldig, kan du altså finde din helt egen bade-ø.
Dokkedal Strand
Dokkedal Strand byder også på hvide sandstrande og børnevenlig strandkant med knap så meget dybde. Stranden har også sin egen badebro, som du sagtens kan benytte. Også her kan du gå på opdagelse langs kysten og samle sten og strandskaller.
Af Lone Holm. Modelfotos: Pixabay. Kilde: Visitnordjylland