Foto af Kong Fu skole i Shaolin

Tip til Kina: Besøg en Kong Fu skole

Kung Fu er legendarisk i Kina. Og de Kung Fu-kæmpende munke har i dele af den kinesisk historie været anset som en betydelig magtfaktor. I andre perioder har munkene været genstand for forfølgelse. Shaolin er legendernes vugge. Hovedattraktion er selve Shaolin Templet.

Det siges, at Kung Fu er udviklet her af buddhistiske munke, der havde behov for at kunne forsvare sig selv mod banditter, der jævnligt hærgede det dengang isolerede tempel. Munkene kan dog ikke have været helt uovervindelige, for templet er er blevet ødelagt og genopført adskillige gange.

Senest er tempelområdet og det dertilhørende kloster hærget under den kinesiske kulturrevolution, hvor de ellers kampstærke munke blev forfulgt og ydmyget offentligt. Faktisk var Kung Fu efterfølgende bandlyst i Kina helt frem til 1980’erne. Men den ældgamle kampsport overlevede og har i dag fået en utrolig opblomstring, ikke mindst takket været Kinas uendelige produktioner af Kung Fu film.

Se drengene træne

Store dele af det nuværende Shaolin Templet er opført indenfor de seneste årtier. Det  er et buddhistiske tempel som så mange andre. Med i billetprisen følger adgang til et professionelle Kung Fu show, der bestemt er værd at se. Det er i øvrigt en forkortet version af det show, som munkene også af og til tager på verdensturne med.  Det virkelig interessante er for mig at se de mange Kung Fu skoler, der findes i området.

Hvis du følger hovedvejen til Shaolin, kommer du forbi den ene Kung Fu skole efter den anden. Omkring 60 skoler skulle der ligge her – med plads til mere end 50.000 elever. Her finder du områdets virkelige oplevelse, i de store skolegårde, hvor kinesiske drenge og unge mænd står på rad og række og øver sparketeknik, slag, spring og stokketræning.

Kinesiske børn, primært drenge, fra hele Kina kommer til kostskolerne i Shaolin for at lære kampsporten på en Kong Fu skole. Nogle kommer på kortere træningslejr, andre bor her i flere år, går i skole og træner hver dag. I følge vores guide er der ikke mange af disse drenge, der drømmer om at blive buddhistiske kamptrænede munke.

Mange er sendt hertil af deres familie, der forventer, at skolerne kan give børnene den ønskede disciplinære opdragelse, der følger med den daglige intensive træning.  Flere af de unge mænd er her desuden nok primært, fordi de drømmer om stjernestatus og hovedroller i den kinesiske filmindustri.

 Benhård disciplin

Uanset hvad ambitionen er, så skal man ikke observere de mange Kung Fu-elever længe for at se, at der er tale om disciplineret og hård træning. Nogle af drengene i rækkerne ser ikke ud til at være meget ældre end fem år. Jeg havde min egen søn Viktor med til Shaolin for at se Kung Fu. Han var dengang næsten  lige startet i skole. Det var en stor omvæltning i hans liv.

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, hvor meget større en omvæltning det ville være for ham, hvis han skulle bo og gå i skole her. Og selv om han var utrolig fascineret af drengene og deres kampteknikker, så havde han sjovt nok ikke lyst til at blive hængende.

Mette Lindgaard Seligmann er uddannet i Internationale Udviklingsstudier. Hun har været rejseleder og boet i bl.a. Kenya og USA. I dag er hun bosat i Kina, hvor hun blandt andet er i gang med en uddannelse i Kommunikation og Formidling.

Bonusinfo

Shaolin ligger i den kinesiske provins Henan (øst for Xian).

Det er muligt at kombinere besøget ved Shaolin med et besøg i Longmen Caves, hvor tusindvis af Buddhastatuer er hugget ind i klipperne og det hellige taoistiske bjerg Song Shan.

Eller hvad med en luftpudebådtur på den mudrede gule flod?

Læs mere om Kina

4 måder at overnatte ved Den Kinesiske Mur

Uforglemmeligt stop på den gamle silkerute

4 attraktioner i Kina fra bjerge til kæmpe Buddha 

Snapshots fra Den Kinesiske Mur 

Af Mette Lindgaard Seligmann, Tianjin, Kina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *