Fårup Sommerland

Nordjylland: Fårup Sommerland er en oase for hele familien

Fårup Sommerland er en oase for hele familien midt i Nordjylland. Her kan hele familien boltre sig i de mange forskellige forlystelser og rutchebaner, blive kølet ned i bølgebassinet i Aquaparken eller snuppe et slag minigolf på golf-øen.

Vi tog hele turen rundt i den store forlystelsespark. Traditionen tro startede vi vores dag i Fårup Sommerland med en (svedig) tur i Skattejagten (som i gamle, gamle dage hed Jungle-stien).

Det var – hedebølgen taget i betragtning – en hård omgang at klatre, kravle og svinge sig gennem Skattejagten – og vi snød faktisk også lidt – og tog genvejene. Det var simpelthen for varmt, men vi har a-l-t-i-d startet en dag i Fårup Sommerland med at tage den tur – så det gjorde vi selvfølgelig også denne gang – hedebølge eller ej.

 

Fårup Sommerland

Jeg elskede en tur i Fårup Sommerland som barn. En hel dag fuld af sjov, hvor vi bare kunne løbe rundt og prøve forlystelserne igen og igen. Nu er det min tur til at vise Fårup Sommerland frem – og det er stadig sjovt. Som noget nyt har Fårup Sommerland udvidet parken med Golf-øen, hvor hele familien kan konkurrere mod hinanden i et slag minigolf.

Fårup Sommerland

Aquaparken – Danmarks sjoveste badeland

De andre år vi har besøgt Fårup Sommerland har vejret været køligt – måske endda regnfuldt – men i år bragede solen ned fra en stort set skyfri himmel – og det skulle udnyttes med en tur i det store badeland ‘Aquaparken’ med vandrutchebaner for enhver smag lige fra vovehalse til fartgale.

I Bølgebassinet kan du boltre dig i både store og små bølger. Jo længere du svømmer ud, desto større bliver bølgerne. Som noget nyt er vandet i Bølgebassinet opvarmet til 27 grader, hvilket var super skønt.

Er du til fart, så kan du kaste dig ned af Surf Hill – en 120 meter lang bane – hvor du kan dyste mod tre personer om, hvem der kommer først.

I Vandcyklonen kan I dele en badering, der fører jer rundt i en kæmpe tragt eller I kan kaste jer ud i den vilde og bumpende Wild River, der er Aquaparkens river rafting-rutsjebane.

Vi brugte omkring 3 timer i Aquaparken. Tiden fløj afsted, da vi først havde klædt om og var kommer ind i badelandet. Du kan som forælder sagtens sidde i cafeen med udkig over badelandet, hvis du ikke har lyst til at kaste dig ud i bølgerne.

Fårup Sommerland

I Aquaparken kan du leje et garderobeskab til din taske og tøj, mens du er i badelandet. Priserne varierer fra 20 kroner til 60 kroner. Du skal huske at medbringe håndklæde og badetøj.

Skulle du have glemt dit badetøj, så er der hjælp at hente i Souvenir Aqua. Her finder du nemlig både badebukser, badedragter, bikinier, håndklæder, dykkerbriller etc.

Fårup Sommerland

Orkanen (billedet herunder) løfter dig op i syvende sals højde og racer – som den eneste i Nordeuropa – ned under vandet i en undersøisk tunnel. Orkanen er Danmarks længste suspended coaster på 453 meter, og farten når op på 75 km/t.

Fårup Sommerland

Grill-selv

Når sulten melder sig, kan du grille din medbragte pølser og bøffer på grillpladsen – også selvom der lige nu er afbrændingsforbud i hele landet. Her finder du nemlig Webers nye store Genesis® II gasgrill. På pladsen er der 8 grill, som står klar til dig og din familie. Grillene er placeret i små grillhytter, så du kan grille i både sol og regn. Grilltænger behøver du heller ikke at tænke på – de hænger på siden af grillene, klar til brug.

Da du kører ind i Fårup Sommerland i din bil og parkerer den på parkeringspladsen, så kan du sagtens gå ud og hente køletasken, når det passer dig og din familie, så du ikke skal slæbe rundt på den.

Hent Fårups app

Der kan være kø ved de store og populære forlystelser, men du kan hente Fårup Sommerlands app til både Android og iPhone.

I appen kan du hele tiden se, hvor lang ventetid der er på de otte største forlystelser. Så kan du springe de længste køer over og i stedet prøve en masse ture, hvor der ikke er så mange mennesker. Du får også et kort over parken og praktiske informationer om events.

Det er virkelig smart, og en stor hjælp at man på forhånd ved, hvor lang køen er ved de store forlystelser.

Fårup Sommerland

Åbningstider & priser

I højsæsonen koster det 280 kroner at komme ind. Højsæsonen går fra 19. maj 2018 til 26. august 2018. Du kan læse mere om priser og åbningstider på Fårup Sommerland, hvor du også kan se de forskellige rabatter.

Af Lone Holm. Indgangsbilletterne var sponsoreret af Fårup Sommerland

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *