Opdag Danmark

Oplev Danmark på en anden måde

Vaccinationskalenderen er skredet igen. Udenrigsministeriet fraråder rejser eller økonomien har ændret sig. Der kan være flere grunde til, at du heller ikke kommer ud at rejse denne sommer. Men fortvivl ej, vend bøtten på hovedet, tænk kreativt og opdag Danmark på ny. Vi giver her et par tips til, hvordan du kan gøre det.

Vandretur

Tal fra Idrættens Analyseinstitut viser, at vi danskere har gået mere under Corona-nedlukningen, end vi gjorde før. Vi har været afskåret fra indendørs idræt og andre aktivitetsmuligheder, så en god gåtur har været svaret for mange. Samtidig har det også været en af de mest legitime måder, man har kunnet omgås sine venner og bekendte.

Men det kan nu også noget, det her med at gå en tur.

På med et par gode sko og helt ned i gear, så ligger verden vitterligt for dine fødder.

Samtidig er en vandretur noget, som er let at skalere op og ned alt efter deltagernes antal, alder og niveau.

Det kan være, at I ønsker at have en fast base, hvor I overnatter og så kører ud til nye dagsture hver dag. Her er eksempelvis Fjordstien en oplagt mulighed. Hele vejen langs Isefjord og Roskilde Fjord er der henholdsvis vandre- og cykelruter, hvor du kan finde masser af strækninger, som er oplagte til en dagstur. Start for eksempel i Rørvig Havn, nyd havudsigten, den hyggelige landsby Nakke og slut af med fuglereservatet i Hov Vig. Det er en tur, som også små ben kan klare, og næste dag kan I fortsætte, hvor I slap.

Må turen gerne strække sig over flere dage, er en anden oplagt mulighed Hærvejen, der går hele vejen ned igennem Jylland, og hvor du langs ruten kan finde masser af overnatningssteder. Du behøver heller ikke her at have den store eksamen i teltopslåning, men kan fint finde overnatning indendørs.

Tjek også Camønoen på dejlige Møn, den flotte Molsrute med udgangspunkt fra Grenå – eller en af de mange andre gode vandreruter. Skal det være tæt på København og til at tage frem og tilbage samme dag, så har Amager Fælled også masser af muligheder for gode vandreture.

Tag på øhopping

I sommeren 2020 oplevede mange af de danske øer et gedigent turistboom. Der var af gode grunde ikke tale om vores ellers så flinke nabonationer, nej, danskerne selv flygtede ud af byen og ud i alle afkroge af vores skønne land.

Særligt øerne rummer meget uudforsket potentiale, fordi natur og demografi er så forskellig fra sted til sted, og for hver lille ø er der en særegenhed eller historie, som venter på at blive opdaget.

Tag til Samsø og find Danmarks bedste kartoffelmad, hold aktiv rideferie på Læsø eller slip den indre badenymfe fri på de smukke sandstrande på Fanø. Nyd en kold øl fra et lokalt bryggeri, en nyrøget makrel eller en Krølle-Bølle-is med ungerne.

Hyggelige enkeltdagsudflugter

Hvis I bare har en enkelt dag hist og her – eller bare ikke lige orker det store pakkeshow, så kan meget nås og opleves med en kort biltur eller et optanket Rejsekort.

Søg regnvejrsly på et af vores mange museer og nyd en god kop kaffe, mens ungerne bliver underholdt i museets kreative værksteder.

En anden mulighed kan være at tage på jagt efter Thomas Dambos glemte kæmper i skovområderne på Københavns Vestegn eller tage en kanotur i Københavns kanaler, hvor I betaler for jeres tur ved at opsamle skrald på ruten.

Skal der noget helt særligt i kalenderen, kan det også anbefales at prøve en helikoptertur hen over Sjælland og få nyt perspektiv på din hjemby eller blot nyde det majestætiske udseende af vores land set fra oven. Du kan booke helikopterture i hele landet.

For de aktive legebørn kan dagsaktiviteter som en tur i bowlinghallen eller et par timer ved en klatrevæg være et hit, ligesom en omgang Go-High i trætoppene hos en lokal udbyder lige vil være noget den eventyrlystne hjemmeturist. 

Så lad dig ikke skræmme af endnu en sommer i Danmark. Der er masser af uudforskede eventyr, som venter dig.

Læs også: Gratis museer i København

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *