Min familie elsker elefanter. Og mine heldige berejste børn har prøvet at ride på elefanter både i Cambodja og i Thailand. Men aldrig før har vi følt os så tæt på elefanterne som i en lille fattig landsby nær stranden i Ngapali.
Arrangøren af elefantturene hedder William. Han er en ung fyr, der kan drive det vidt. Han har arbejdet i Malaysia, og har venner fra Thailand. Han har set og hørt, hvordan andre kan tjene penge på at sælge elefantture til turisterne, derfor prøver han nu sammen med flere lokale at tilbyde elefanture til strandgæsterne i Ngapali.
Til frokost og aften arbejder William i køkkenet på en af strandrestauranterne. Tidlig formiddag og sidst på eftermiddagen sender han gæsterne på elefantur udenfor sin landsby 600 meter fra stranden. “Du kan ikke ride midt på dagen, for det er ikke godt for elefanterne,” siger William. “Jeg skal beskytte min forretning og sørger for, at holde mig gode venner med elefanternes mahouter.”
Røverhistorier og ridetur
William er smilende, hjælpsom og imødekommende, som de fleste vi har mødt i Myanmar. Han har desuden et godt engelsk, og fortæller gerne om sin forretning. Det er andet år, de har elefanter i Ngapali. Hvert år lejer de to elefanter, der sammen med deres mahouter bor på et stykke land udenfor landsbyen, som Williams far ejer.
Han bliver nødt til at leje, huse og fodre elefanterne for et år af gangen, selv om turisterne primært kommer i vinterhalvåret. Men det er stadig en fin forretning. William er tilfreds. Han har lige bygget nyt hus (tydeligvis landsbyens bedste!), og til foråret kan han gifte sig med sin kæreste gennem otte år.
Vi var to voksne og to børn på tur. For K 70.000 (da vi var der: løst omregnet til 75 dollar) fik vi transport til og fra vores hotel til den lille landsby, hvor elefantturen starter. Denne landsby er ekstrem fattig men i sig selv spændende at se. Derudover fik vi 45 min. elefanttur og en masse røverhistorier.
Ingen gøgl
Udover lidt havkik på en del af turen er der intet spektakulært over rideturen. Og du sidder heller ikke komfortabelt på de primitive sæder. Men hele setup’et omkring turen virker så lokalt og primitivt på en fin måde, at det giver oplevelsen et ekstra plus. Her er ingen gøgl eller køer af medrejsende, der venter på næste tur. Her er bare to elefanter, der er blevet for gamle til at knokle i plantagerne, men som tålmodigt står klar til at give dyrglade børn og voksne en god oplevelse.
Hvis du også vil møde Myanmars elefanter og ride på dem i Ngapali, så gå en tur ned af standen. Et par steder hænger der plakater og reklamerer for den lille lokale elefanttur. Og ellers kan du book på den strandrestaurant, der hedder Angle Seafood Restaurant.
Traditionelt har Myanmars elefanter været brugt til at slæbe tømmer i plantagerne. Flere steder arbejder man nu på også at tilbyde rejsende mulighed for at komme tættere på elefanterne. Hvis du er i nærheden af Ngwesaung Beach, så kik efter Ngwesaung Elephant Camp. Du kan desuden finde Kalaw Elefant Camp nær Inle Lake.
Læs også
Rejseblokkens indlæg om Myanmar
Besøg på et thailandsk plejehjem for dyr
Af gæsteblogger Mette Lindgaard Seligmann, Tianjin, Kina