Skiferier i Italien - pister

Pasta, pizza og perfekte pister i Livigno

Skiferie i Livigno

Det er med blandede følelser, at jeg skriver dette gæsteindlæg her på Rejseblokken. Som inkarneret (og derfor småegoistisk) skiløber fortæller min hjerne mig, at jeg bør løfte fingrene fra tastaturet og forhindre, at flere danskere får nys om herlighederne i italienske Livigno.

Jeg risikerer, at flere danske skientusiaster strømmer til, og fylder op på pisterne og skaber liftkøer. Mit hjerte byder mig dog at skrive lidt omkring Livigno, da det i mine øjne er et skiområde som enhver skiglad dansker bør besøge mindst en gang i sit liv.

Først lidt fakta

Livigno er en kommune i den italienske region Lombardiet. Livigno ligger gemt væk i en dal, helt oppe ved grænsen til Schweiz. Indtil for cirka 50 år siden lå Livigno fuldstændig afsondret fra omverdenen i hele vintersæsonen, men i dag er der hele året rundt adgang til Livigno-dalen via en smal tunnel nordfra og via et bjergpas sydfra.

Livigno by ligger i 1.800 meters højde og bjergene omkring har deres toppe cirka 3.000 meter over havets overflade. Alle de grundlæggende forudsætninger for god sne og godt skiløb er derfor på plads.

Herligt snesikkert skiløb

Bjergene omkring Livigno er mindre karakteristiske og har flere bløde former end i eksempelvis Val Thorens, Tignes, Canazei og andre populære skiområder i Alperne.

Der findes også mørkerøde og sorte pister, men skiområdet er generelt kendetegnet ved en overvægt af brede (lyse)røde pister, der inviterer til store sving og et friskt tempo. Skiområdets pister og liftsystem hænger fint sammen, dog med det forbehold, at skiløbet i Livigno foregår på enten den ene eller den anden side af Livigno by.

Om formiddagen inviterer Carosello-områdets mange østvendte pister til skiløb under solens stråler. Helt nede ved byen findes der mindst en håndfuld træklifter og to håndfulde begyndervenlige grønne og lyseblå pister. Længere oppe dækker de røde pister store dele af Carosello-bjergsiden. Fra næsten alle pister i dette område er det muligt at køre direkte ned til hoteller og lejligheder i Livigno by.

Øst for byen ligger Mottolino-bjerget, hvor erfarne skiløbere kan finde masser af udfordringer både på og udenfor pisten. På vej ned mod Trepalle landsbyen, ligger en af Europas største snowparks, hvor vovehalse kan teste deres evner på kickers og rails i alle størrelser.

Generelt er Livigno et yderst snesikkert skiområde. Alle pisterne ligger højt (den laveste piste ligger i 1.800 meters højde) og nogle af pisterne ligger næsten helt i skygge. Derudover er det måske det italienske skiområde, som er allerbedst til at holde pisterne i god stand fra sæsonstart til sæsonafslutning. Brune eller isede pister ses sjældnere i Livigno end mange andre steder i Alperne.

Livigno

Også for børn

På mange måder er Livigno også et oplagt skirejsemål for danske familier, som gerne vil afsted på skiferie sammen. De allermindste kan introduceres til skiløbets glæder på en af de mange grønne børnebakker, som ligger umiddelbart bag hovedstrøget.

Hvert år står skiskolernes dansktalende skiinstruktører klar til at lære fra sig, mens du som forælder kan snige dig til et par ture på egen hånd længere oppe i terrænet.

Selve byen er også meget børnevenlig. Hovedgaden er (næsten) bilfri og italienerne er generelt glade for børn, også de danske. Med enkelte undtagelser er der også godt med albuerum på hotelværelser og i lejligheder, så der nemt kan findes plads til både forældre, unger og alskens habengut.

Det italienske køkken er meget børnevenligt og alle restauranter har enten deciderede børnemenuer eller børnevenlige klassikere som pizza og pasta på menuen.

Restaurant Livigno

Spis ude

Apropos mad, så er der ingen grund til at stå bag kødgryderne hjemme i egen lejlighed, mens du er på skiferie i Livigno. Restauranterne holder et højt niveau og priserne ligger et stykke under de danske. Især vin og alkohol er markant billigere end på danske restauranter.

Uanset om du har købt hel- eller halvpension på eget hotel, eller spiser ude i byen, bør du dog afsætte god tid til måltidet. Maden laves ofte fra bunden af og serveres i afslappet tempo. Italienerne virker ofte som om de har lidt bedre tid end os fortravlede danskere.

Morgenmaden eller morgenbuffeten på italienske hoteller og restauranter vil en del danskere danskere dog finde noget tynd. Den slags er danske hoteller ofte bedre til.

Det er for øvrigt god stil at give cirka 10% i drikkepenge, hvis du spiser ude og er tilfreds med måltidet.

Læs også disse indlæg: Skiferie i Italien handler også om mad og Fantastisk skiferie på Mælkevejen

Shop toldfrit

Hvis skiløbet og maden ikke allerede har fået dig overbevist om fornuften i at holde næste skiferie i Livigno, så kan jeg afsløre, at det også er et paradis for prisbevidste danskere.

Livigno har en særlig status som toldfrit område og priserne på eksempelvis alkohol, tobak, chokolade ligger 25-50% under de danske. Tilsvarende kan en del skiudstyr, forbrugerelektronik og fotoudstyr købes billigt. Husk dog at det kan være yderst besværligt at bytte eller reklamere over varer, som er købt 1.200 kilometer fra Danmark.

Hvis I kører dertil i egen bil, så er det oplagt at køre forbi et af de lokale supermarkeder og “tanke op” med vin, spiritus, parmaskinke og parmesanost, inden I sætter kursen mod Danmark. Husk dog, at I undervejs kører igennem Schweiz og derfor skal overholde toldreglerne der.

Inden du rejser

Hvis du overvejer at vende skispidserne mod Livigno til vinter, så læs eventuelt mine anbefalinger af syv gode hoteller eller fire gode lejligheder , inden du booker.

Hvis du har mulighed for det, så overvej at besøge Livigno i uge 3, 4, 5 eller 6, hvor der ofte er masser af sne og rigtig god plads på pisterne. I de fleste vintre er skiføret dog fint allerede fra december og godt ind i april måned.

Jeg har også skrevet en kørselsvejledning til jer, der kører i egen bil. Det er ikke helt ukompliceret at nå frem til Livignos herligheder, men det er helt klart besværet værd!

God skiferie!

Gæsteindlæg af Troels Kjems fra Skiferietips.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *