Det lille træbord bugner af smukt anrettet morgenmad, og udsigten fra bjerget i Scheffau i Østrig vælter én omkuld. Min 8-årige datter og jeg er stået tidligt op for at mødes med den østrigske guide Rudi, som vil fører os op ad bjerget i Scheffau. Vi kører en del af vejen og parkerer bilen, for dernæst at vandre gennem det natursmukke område i regionen Wilder Kaiser. Sikke en gåtur og udsigt! Så her får et af mine tips til Østrig:
Både turen gennem skoven og udsigten fra restaurant Hinterschiessling Alm er helt fantastisk. På vej op ad bjerget fortæller Rudi indlevende om de forskellige planter og urter, vi ser på vejen. Mange af dem er fredet, andre bruges til snaps og andre igen har helende effekt og bruges derfor som naturmedicin. Rudi kender hver og en lille plante og sti og guider os trygt op til familierestauranten Hinterschiessling Alm, hvor morgenbordet er dækket og klar til, vi ankommer.
Vi har fået tips om, at det er en morgenmad, der er værd at gå efter. Og det skal jeg da lige love for, holder stik. Der er yoghurt med friske bær, kaffe, varm chokolade, oksepølse, røget bacon, ost, hvidløgsost, brød, marmelade og meget mere. Alt er hjemmelavet og produceret af lokale råvarer.
Roligt & hyggeligt
Stemningen er rolig og hyggelig, og udsigten fantastisk. Ved siden af restauranten går et par bjerggeder indhegnet på skråningen, og tre små kaniner venter på at blive kælet og aet for af kyndige børnehænder. Men først må vi have noget morgenmad. Efter en mindre vandretur er vi alligevel blevet godt og grundig sultne, så det er med stor appetit, at vi sætter os ned for at spise.
Der er noget meget afstressende og mediterende over at spise morgenmad i det fri på et bjerg med udsigt, så langt øjet rækker. Luften, vidderne og alt det grønne får en til at slappe af og bare nyde nuet. Selv min datter har ikke travlt med at komme videre. Hun skal lige sige hej til kaninerne, den ene ligner, den vi har derhjemme, og straks har hun navngivet dem alle, plukket græs til dem og sidder og kæler for dem, mens Rudi og jeg spiser og spiser, så vi er ved at flække af alt den lækre hjemmelavede morgenmad.
Omskifteligt vejr
Man kan godt have børn med på turen, der kan gå selv. Vi vandrede på smalle, ned- og opadgående og snoede stier. Indimellem skulle min datter have en hjælpende hånd, men ellers gik det fint. Det er vigtigt at have et par ordentlige vandresko på – og ikke som jeg, der kun var iført almindelige kondisko. Man glider let i det fugtige græs og på stenene. Da vejret kan være ret omskifteligt i bjergene, er det en god ide at have en god rygsæk fyldt med skiftetøj til både varmt og koldt vejr.
Man kan sagtens få et par timer til at gå med bare at nyde – det hele. Ellers er der kun at sige: God tur og velbekomme!
Læs mere om Hinterschiessling Alm
Den familieejede restaurant Hinterschiessling Alm byder på lækker morgenmad i tidsrummet fra kl. 8.30 til 10.30. Restauranten har åbent i perioden maj til september. Priserne ligger fra 9,5 Euro for voksne og 7 Euro for børn i alderen 5-12 år. Du skal booke bord. Tjek åbningsdage på Hinterschiessling Alm
Værd at vide
- Tag et par gode vandresko på.
- Klæd dig efter vejr og vind.
- Hav en flaske vand med.
- Solcreme og eventuelt hat/kasket.
Flere gode tips til Østrig
Østrig: Skiferie for begyndere
3 praktiske tips til skiferie i Østrig
Charmerende familiehotel i Østrig
Af Lone Holm. Rejseblokken var inviteret af The board of tourism Wilder Kaiser (Ellmau-Going-Scheffau-Söll), SkiWelt Marketing Department og Tirol tourist board. Vi boede på Hotel Gänsleit.