Den store mand på Sydney Station ligner faktisk lidt Dirch Passer. Sådan som komikeren måske ville have set ud, hvis han ikke var død alt for tidligt. Manden er over en meter og halvfems centimeter høj. Muskuløs og kraftigt bygget. Tung.
Og selv om det senere viser sig, at han er halvfjerds år gammel, så er han uhyre årvågen og opmærksom på alt omkring sig, og han bevæger sig på en måde, der ikke helt stemmer overens med alderen. Måske er det simpelthen på grund af den fysiske størrelse, at den scene, han er i gang med at lave ved bagageindtjekningen, virker så forfærdelig pinlig. Den store mand hidser sig helt urimeligt op over for den lille dame i skranken på perronen.
– At hvad siger du? Kan jeg nu pludselig ikke få mine ting igen før i Perth, hvis jeg checker dem ind her? Hvad i alverden mener du egentlig med det? Jeg kan vel bare hente mine ting, når jeg skal bruge dem!? Hvad mener du med ingen adgang til bagagen? Nu er det måske ikke længere min bagage? Tager I mine ting?
Han overfuser damen, er knaldrød i hovedet, synligt presset over at miste kontrollen med sine private ejendele, krænket faktisk. Eller måske ligefrem bange? Han opfører sig decideret frygtsomt. Som et offer, der vender sin indre smerte til en ydre aggression. Han er en overlever.
Tak, skæbne, tænker jeg. Stakkels den person, der skal dele kupé med ham på Red Kangaroo-klasse. Fire lange dage i træk hen over hele Australien. Jeg ryster på hovedet og slentrer med min håndbagage hen ad perronen, imens mandens stemme forsvinder langsomt. Og så ens egen, private bagage! Er Rail Australia blevet overtaget af idioter!? Det er da min taske! Min, er du med!!
Jeg går ned langs det lange, smukke art deco-togs blanke stålsider, hvor skilte annoncerer, at dette tog er intet mindre end det legendariske Indian-Pacific-tog, som forbinder Det indiske ocean og Stillehavet i én svimlende togrejse. Skønt det i dette tilfælde jo så strengt taget bliver til Pacific-Indian, fordi jeg kører den anden vej.
– Jeg sover nederst, jeg skal nemlig op og pisse hver nat, forstår du.
Den store mand fra før sidder i den kupé, jeg netop blev vist ind i. Han har smidt min taske over på det andet sæde, så han selv sidder i køreretningen. Han smiler kort, affærdigende, imens han slår sin store flade hånd ned i sit sædes stof. Det er ikke en forhandling. Det er en konstatering.
– Jeg er Derek, siger han så.
– Kristian, svarer jeg.
– Hva?? siger han og ser sur ud.
– Kristian, siger jeg ? denne gang højere.
– Hva?? Ja, du må sgu lige tale, så man kan høre det. Jeg kan fandeme ikke høre en skid.
– KRISTIAN! JEG ER DANSKER!
– Dansker? Virkelig. Men det kan du jo ikke gøre for.
Han smiler, brummer lidt, denne gang faktisk måske med en anelse varme. Men så skifter ansigtet med ét igen. Til en voldsom aggression, som kommer ud af ingenting. Ud af det blå, ud af det klare blå i blik.
– Der er tre ting, jeg hader: Løgnere, tyveknægte og så grøn peber.
Så er det sat på plads. Med en accent, der synger på australsk, men som alligevel lyder mere formel end de fleste andre af de australiere, jeg mødte inde i Sydney. Den er på en eller anden måde mere Yes Sir end den er G?day mate.
Mødet med Sydney var et møde med en slags London Light. Alt i Sydney er engelsk og checket, men på en næsten californisk måde. Afslappet, uhøjtideligt. Det minder faktisk lidt om Danmark, bare med den forskel at der er service i butikkerne. Og så er de fleste mennesker imødekommende overfor udlændinge ? ofte på en direkte offensiv måde. Hej! Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen? Hvad hedder du?
Den aldrig svigtende venlighed. Og så landets fysiske størrelse. De to ting er virkelig chokerende at møde. Det begyndte allerede i flyet, hvor jeg sad ved siden af en bonde, der hed Noel. En ældgammel, senet mand, der tilsyneladende var i topform.
– Jeg nedstammer direkte fra straffefangerne. Ligesom de fleste andre på de her kanter. Min familie ejer en hel masse kvægstationer inde i midten, og så også nogen, der ligger mere, sådan, sydligt. Og så er der vist også noget bomuld oppe øverst.
Han fortæller om lastbilerne med tre anhængere. De kører tit med får, og de er så store, at de har tolv gear. Road trains, hedder de. De kører så hurtigt, at man skal trække af vejen, når de passerer bagfra. Man skal ikke holde ind til siden ? man skal helt væk fra kørebanen. Ellers kan man blive suget ind.
Da toget har kørt i lang tid, sidder jeg i loungevogen og drikker kaffe og kigger ud på de endeløse forstæder. En hel lille familie har sagt G?day G?day til mig. Pludselig kommer han så gungrende ned ad gangen. Derek sætter sig ned med et bump lige ved siden af mig. Smiler til mig. Nu nærmest med en blanding af lidt nervøsitet og lidt stolthed. Som om han godt ved, at han må have virket ubehagelig lige før. Men alligevel vil han ikke sige undskyld.
– Dueslagene, kalder jeg dem, siger han med en pegende tommelfinger over skulderen i retning af de bitte små sovekupeer.
– Så er der sgu mere hyggeligt heroppe.
Under samtalen må Derek sige hva? flere gange. Og det er sådan, hans larmende historie begynder. Med den stilhed, der er inde i hans hoved. Derek er stærkt hørehæmmet. Årsagen er, at han er krigsveteran. Han sloges for Australien i Vietnam, hvor han opholdt sig i sammenlagt syv år. Han har en søn, som er slagter. Sønnen bor nede i Adelaide. Derek bor selv et par timers kørsel fra Perth. Han bor alene.
– Og jeg kan ikke høre en skid på grund af de forbandede granater.
Faren i den lille familie blander sig med slet skjult ironi.
– Men så kører du jo i det mindste billigt med toget, når du er veteran, ikke?
– Jo, gu? gør jeg da det. Men i gamle dage kørte man fandeme gratis. De har ikke respekt for en skid mere.
– Jeg kører billigt, fordi jeg er lokomotivfører, siger familiefaren.
– Virkelig? Jeg klippede selv billetter i regionaltogene ved Perth i 13 år, da jeg kom hjem fra krigen. Jeg var godsrangør først, men så blev jeg sgu konduktør, siger Derek.
Stemningen bløder lidt op. Derek prøver kort efter meget beredvilligt at udpege De Tre Søstre. Det er tre meget markante bjergtoppe, man kan se ved byen Katoomba, hvis arkitektur i øvrigt er holdt helt i art deco-stil. Desværre bliver det mørkt allerede klokken 17.20. Fra det ene øjeblik til det andet bliver det bælgravende nat.
– Der er ellers Yule-festival og nisser over det hele i Katoomba nu, men det når du ikke at se. Ak ja. Det bliver så hurtigt mørkt om vinteren, sukker lokomotivføren, der sidder i en lilla poloshirt og kigger ud over de grønne vidder.
De omvendte årstider bliver for alvor sat på en prøve, da Derek siger, at så er der alligevel mere smukt om foråret i Australien. Det vil sige i oktober og november. Jeg smiler. Og tænker på den hjemløse mand, der sad med sit papskilt på fortovet i Sydney: ?Jeg er hjemløs. Jeg er sulten. Og så er det endda vinter!? Temperaturen var den dag 17 grader, og solen skinnede fra en skyfri himmel.
– De hedder De Blå Bjerge, fordi der gror eukalyptustræer overalt på dem. Eukalyptus afgiver gasser, og de gasser giver bjergene en blålig dis i sommervarmen. Det er de samme gasser, der gør, at der er så mange skovbrande.
Derek er glad for at få lov at fortælle. Han har allerede flere gange fortalt, at han bor alene. Jeg kan mærke, at han liver op ved den menneskelige kontakt i toget. Han er også en god fortæller. Og tit er hans beretninger fulde af overraskende drejninger, og de giver altid et indblik i en verden, jeg slet ikke anede eksisterede. Som da jeg spørger ham om nogle australske ord, jeg ikke forstår, og han så svarer, at det ved han sgu da ikke noget om, han kan ikke alle de ord.
– Hvad? Kan du ikke australsk? Er du ikke australier?
– Jo, jo, jeg er da australsk statsborger. Men altså. Jeg er jo ikke født hernede. Jeg er fra Sydengland oprindeligt. Bournemouth.
– Hvorfor valgte du så at tage til Australien?
– Valgte? VALGTE!?
Derek ser med ét slag dybt ulykkelig ud. Som et forurettet barn i overstørrelse. Der står vand i øjnene.
– Jeg blev kraftedeme deporteret.
Han fortæller, at han som barn blev forældreløs, fordi hans far døde under krigen. Så blev han og hans bror regnet som forældreløse. De havde faktisk en mor, men som kvinde kvalificerede hun ikke som forsøger i datidens England. Så hele familien blev sendt på opfostringshjem, hvor hans mor syede, og han og hans bror gik i skole indtil de var 13-14 år gamle. Så blev de en del af en ordning, der hed The Seeds of the Empire. Lederen af hjemmet hentede ham en dag i sovesalen.
– Derek, du skal pakke en kuffert. Du skal væk i rigtig lang tid.
Så blev han sendt til Sydney. Og fra et hjem i Sydney videre ud på en gård i midten af det enorme land. Lønnen var kost og logi, ikke andet. Fra gården fandt han selv vej til et arbejde i nogle miner. På nogle fabrikker. Og så kom tiden i militæret, hvor hans hørelse blev reduceret med 60 procent på grund af granatnedslagene.
– Jeg har været så rasende, at jeg opsøgte lederen af hjemmet som voksen. Hvorfor skulle jeg sendes herud? Hvorfor? Ved du hvad han svarede? ?Vi skulle bruge pengene, så vi kunne passe på andre børn, der havde større potentiale.? Det var hans svar. Penge! Og ved du, hvad han fik for at sende mig og alle de andre børn til Australien? Tyve pund per barn. Det var det, vi var værd for imperiet. Tyve forbandede pund fra staten!
Jeg synes historien er forfærdende. Men den lyder måske også lige lovlig dramatisk. Og jeg har sommetider Derek mistænkt for at smøre lidt tykt på i sine forsøg på at få kilet ensomheden op med en portion opmærksomhed fra måbende tilhørere. Men da jeg tre dage senere sidder på mit hotelværelse i Perth og researcher på nettet, finder jeg flere kilder, der bekræfter den forfærdelige politik, der af flere historikere kaldes for en skamfuld episode i efterkrigstidens England.
Cirka 150.000 uønskede børn blev helt enkelt eksporteret til de britiske forposter i Australien, Rhodesia, Canada og New Zealand. De områder skulle befolkes med ?god, hvid avl?. Det værste sted, man kunne ende, var Australien, hvor mange tusinde børn blev opsamlet i institutioner ledet af The Christian Brothers. Her var dagens ret hårdt arbejde, tørre tæsk, seksuelle overgreb og udtalt underernæring. Der var mange protester fra observatører undervejs. Men ordningen var i funktion i over seks årtier. Et af børnene hed Derek.
Vi har lige ventet i en halv time. Toget har stået helt stille på et sidespor. Udenfor vinduerne er bare vidderne og stilheden. Vi ventede på et godstog, der skulle passere os. Da det kom, blev der ved og ved med at køre vogne forbi. Det var én kilometer langt, sagde konduktøren.
Derek kommer og sætter sig. Han søger hele tiden hen til andre mennesker og indleder samtaler. Tit ved nærmest at fornærme folk. Men i dag på togrejsens anden dag ? er han i godt humør. Han har set kænguruer her til morgen. De kommer frem om morgenen og om aftenen. De spiser i morgengryet og i skumringen, forklarer han. Jeg så dem ikke. Jeg var på udflugt i en mineby klokken 6.30 i morges.
Hver gang toget holder i en by, så bliver vi i et par timer. Og så kan man lige nå at spæne ud i en bus og se lidt af landet. Her til morgen var vi på sightseeing i Broken Hill ? byen, hvor den fantastiske film om ? The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert? er indspillet. Den handler om nogle transvestitter, der rejser gennem Australien. Historien beskriver outsiderens liv i et land, hvor konventionel middelklasselivsførelse i forstæderne nærmest er en nationalsport.
Jeg tænker på Derek, der hver dag går rundt i loungevognen som en alt for stor brik i et puslespil, han aldrig nogensinde vil kunne masse sig ind i igen. Fordi han lider af en voldsom posttraumatisk stressforstyrrelse. Fordi han er døv. Fordi han er for stor. Fordi han er englænder. Fordi han er gammel. Fordi hans sociale evner er ødelagte af overgreb fra barnsben. Han er en paria, som de fleste prøver at undgå. Et skadedyr. Ligesom kænguruerne. Noel i flyet fortalte mig, at man kører ind i dem hele tiden, når man kører i bil. Så mange er der. En af Noels venner har sat en personlig rekord engang oppe ved Darwin. Han kørte en aften syv kænguruer ned. På én kilometer.
Vi sneglede os lige nu ind i en by. Jeg spurgte Derek om, hvad den hed. Og så begyndte han at synge.
– Malala! Malala! skrålede han pludselig.
Han er jo gal, tænkte jeg. Men viste sig at være byens navn. Udtalt af en døv mand, der ikke helt kan styre sin egen volumen. De mærkelige navne kommer ofte fra den oprindelige befolknings sprog. Vi stopper ikke i Malala. Vi standsede heller ikke i Katoomba. Men i Kalgoorlie skal vi holde i to timer for at se verdens næststørste hul i jorden. Det er en åben guldmine.
I Adelaide skal Derek kraftstejleme have noget at æde, som han siger. De putter fandeme grøn peber i alt på de her tog capsicum-capsicum-capsicum-capsicum in bloody everything!? ? og nu kan det fandeme være nok, kan det. Jeg smiler hovedrystende af den sære paranoia, der har sat sig fast i noget så harmløst som grøn peber.
Jeg tager udflugten gennem Adelaide med turistbus. Byen er fuld af spændende historier. I Adelaide boede manden ved navn Ayer, som har lagt navn til den store røde klippe Ayer?s Rock i midten af Australien ? den som nu kaldes for Uluru-Kata Tjuta, fordi det er den oprindelige befolknings navn for den.
Da vi kører fra Adelaide, får jeg en fantastisk nyhed. Berth nr. 7 & 8 er ledig, hvis jeg vil have den. Jeg kan sove de to sidste nætter alene. Derek viser sig mere og mere at være en i grunden kær sjæl ? under alt det besværlige. Men det bliver alligevel rart at skulle sove uden hans pludselig råb i natten på grund af mareridtene. Hans høje snorken, hans evindelige rumsteren, hans evige arrangeren og flytten rundt på ting, så han føler sig tryg.
Jeg tror ikke, han kender til egentlig ro længere. Og slet ikke til søvn. Han ser fuldkommen mast ud, hver eneste morgen. Da jeg på et tidspunkt spørger ham, om han fik tilbudt en psykologhjælp, da han kom hjem fra krigen, svarer han lakonisk, da han har drejet ansigtet og kigget væk, ud på det land, han sloges for.
– Vi fik ikke en skid.
I den lille cafeteriavogn, der serverer den mest grotesk dårlige mad, jeg har mødt på et tog, står der en karseklippet mand med langt hår i nakken og ligner de værste tømmermænd, jeg har set i årevis. Han bander over turens længde og bestiller en kvartliters karton med kold kaffe. Han viser sig at være guldminearbejder. Måske er den sindssvagt grimme frisure af hensyn til hjelmen?
Han og en kammerat har været i byen. De har været på druk i Adelaide. I tre dage. Nu er han på vej hjem for at tage et skift mere. Et skift består af tolvtimers arbejdsdage i nogle uger ? nonstop. Så ind til Adelaide igen og feste. Så ud og grave med de store boremaskiner igen. Sådan nogle liv findes der åbenbart også. Dag ud og dag ind. Ingenting. Ingenting. Ingenting.
The Nullabore Plain er en forvanskning af et latinsk navn, der betyder sletten uden træer. Og det er her i begyndelsen af staten Western Australia, fortæller den båndede guide, der ind imellem kommer ud af højttaleren, at vi skal sætte en verdensrekord. Mens vi krydser et af verdens måske kedeligste områder, er der ét højdepunkt: Selve togrejsen er faktisk endnu kedeligere.
– Vi skal nu køre 477 kilometer uden ét eneste sving. Det er verdens længste snorlige jernbanestrækning, siger den australske damestemme.
Jeg hører det hele, imens jeg sidder og spiser. Maden passer fint til udsigten af rødt støv og visne træer. I to dage har jeg levet af parisertoast, mikrobølgede æg-og-bacon-muffins, røræg lavet af æggepulver og så de grå, sammenkogte retter serveret med metal-øse, slask!, oven på de udkogte ris.
Da jeg en aften får serveret min ?Dagens Stuvning?, sidder Derek overfor og drikker øl. Han drikker mange øl, Derek. Han drikker tit Victoria Bitter. Men han bliver aldrig rigtig fuld. Bare mere og mere døv. Og så taler han højere.
– Den hedder V.B. Det står for Vitamin B! Eller var det Veggies and Beef? I hvert fald kan man godt leve af det. Og det er bedre end det lort, du sidder og æder. Skål!
Jeg løfter mit plasticglas, der indeholder noget af den bedste hvidvin, jeg i mit liv har smagt. Klak! Kombinationen af vinens smukke, gule farve, plasticglassets nye revne og så den klamme stuvning ? det er en grotesk nature morte. Når jeg engang skal prøve den her tur igen, så skal jeg have plads på Gold Kangaroo-vognen, hvor der er kok med ombord, beslutter jeg. Det koster faktisk ikke mange basører mere. Og maden i min plasticbakke er fuldkommen uappetitlig.
– Det dér er slet ikke egnet som menneskeføde. Det er hundeæde! råber Derek og kigger provokerende op på damen bag den lille disk, som om han håber på et angreb, så han rigtig kan folde sig ud.
Damen smiler bare overbærende. Hun kender ham. Hun kender godt hans slags.
– Det minder mig sgu om, når vi åd hund ovre i Vietnam.
– Spiste I hundekød?
– Jep. Det lavede de tit til os, hvis der ikke var andet kød. Man kunne altid kende det på, at det blev gråt som svinekød, når de kogte det. Det var ikke ualmindeligt, at vi fik sådan noget. Og der var altid grøn peber i. Måske var det for at tage smagen af møgbeskidt køter? Capsicum-capsicum-capsicum!!
Til sidst råber han ordet højt. Sender endnu et blik op mod damen bag disken. Kom så! Go ahead – make my day.
Senere.
Jeg keder mig. Det er morgen, og der er intet ? intet ? uden for vinduet.
Senere.
Jeg keder mig. Det er formiddag, og der er intet ? intet ? uden for vinduet.
Senere.
Jeg keder mig. Det er eftermiddag, og der er intet ? intet ? uden for vinduet.
Senere.
Så lykkedes det! Jeg har set to kænguruer, der hoppede væk fra sporet, da toget kom. De var større, end jeg havde regnet med. Deres pels lignede de stride, grå børster på en schæferhund. Inde i spisevognen har jeg siddet og spejdet i timevis. Men jeg har ikke set en eneste kænguru. Men jeg så en wedgetail eagle. Det er Australiens kæmpeørn. Den har et vingefang på op til 2,3 meter.
Da det er morgen på den fjerde rejsedag, standser toget i den lille by Northam. Her skal der sættes en postsæk og en krigsveteran af. Det er Derek. Han bor her. Og her har han én ven. Hans mate. Han kan ikke bo sammen med en kvinde, det dur ikke. Han kan heller ikke ses med så mange andre mennesker. Det dur ikke. Men han har én ven.
– Han er også veteran, så han og jeg, vi forstår hinanden, siger Derek.
Han fortæller, at de kan se australsk fodbold sammen på fjernsyn. Drikke en bajer sammen. Spise sammen. Den slags.
– Engang var vi også ude på en skole og holde foredrag om Vietnam for eleverne. Det var hårdt. Vi har jo slet ikke noget filter, når først vi starter. Så vi snakkede bare løs. Om afrevne lemmer og blod over det hele. Om grusomhed. Om hvor farlig krig egentlig er. Om hvor bange vi var. Da vi var færdige, gik vi hjem og delte en hel kasse øl. En ordentlig bunke til hver. Det tog toppen. Men jeg havde det forfærdeligt.
Derek fortæller om, hvordan det hele kom tilbage. Men et par dage efter kom det så. Et brev fra den klasse, de havde talt med.
– Det var den bedste time, de havde haft i hele deres skoletid, skrev de. Og brevet var underskrevet af alle eleverne. Dét brev var bare det hele værd. Pyt med os, vi er bare nogle gamle røvhuller. Men hvis vi kan fortælle de kommende generationer, at krig er noget lort, og at det ødelægger mennesker, så har det ikke været forgæves.
Derek har skarpe meninger om krig. Hvis den almindelige australier vidste det, han ved, så var Australien heller ikke med i Irak.
– Det er et nyt Vietnam. Og vi har ikke en skid at gøre dér.
Øjnene er alvorlige. Insisterende. Forstår du det her?
Derek bliver hentet af sin ven i en grøn pickup med kængurugitter og et langt udstødningsrør, der går helt op over taget. De to mænd taler ikke sammen. Derek sætter sig bare ind. Så kører bilen ned ad vejen. Og væk.
Vi andre skal køre i et par timer mere for at nå frem til Perth.
Perth er den mest isolerede storby i hele verden.
Af Kristian Ditlev Jensen, kapitel fra bogen ‘Ord i Orientekspressen’. Alle fotos bringes med tilladelse fra Great Southern Rail. Info. om veterantog og togture gennem Australien: Great Southern Rail
Kristian Ditlev Jensen er en prisbelønnet dansk forfatter, som blandt andet har skrevet selvbiografien ‘Det bliver sagt’, rejseskildringer og romaner. Dette essay ‘Veterantoget’ er fra bogen ‘Ord i Orientekspressen’ og er venligst udlånt af forfatteren. Kristianditlev.com